Testikel sygdomme, Dyrlægevagten
Heste sygdomme

Testikel sygdomme

Hingsten har to testikler, hvor hver består af en testikel og en bitestikel, som er placeret mellem baglår bagved penis.

Betændelse i testikel og bitestikel kan ses hos hingsten. Lidelsen ses ikke så tit.
Årsagen er som regel en infektion, som trænger op gennem urinrøret, men infektionen kan også komme fra blodbanen i forbindelse med en generel sygdom f.eks. influenza. Testiklerne kan også blive inficeret i forbindelse med beskadigelse fra f.eks. bidsår fra andre hingste eller beskadigelse som følge af et fejlspring, hvor hesten falder og sidder med bagben bag en forhindring.
Hvis betændelsen skyldes infektion er det som regel kun den ene testikel, som bliver angrebet. Hingsten får feber over 39,o gr.C. Testiklen vil i løbet af et par dage hæve op og blive varmere end den modsatte testikel. Huden bliver glat og blank som følge af, at huden udspiles på grund af hævelsen. I nogle tilfælde kan man føle væske under huden.
Hingsten standser med at æde og temperaturen kan stige voldsomt. I mange tilfælde vil hingsten se lidende ud. Den kan stå med krummet ryg og klage sig, (stønnende klagen lyd). Under bevægelse vil hingsten i skridtgang føre sit bagben i en skrævende udad roterende bevægelse som følge af ømhed i den testikel, som er angrebet.
I enkelte tilfælde kan hingsten have kraftige smerter i forbindelse med gødningsafgang. Dette skyldes, at infektionen har spredt sig til og givet hævelse i sædleder, som sidder i bughulen. Når gødningen skal passere udløser det et tryk på den hævede sædleder og hingsten viser smerte.

Hvad kan jeg gøre?
Hingsten skal under behandling, så snart man opdager, der er noget galt. Smertebehandling samt antibiotika er den indledende behandling og kan være nødvendig over flere døgn. Et suspensorium, som er et bind, der bærer pungen, vil i mange situationer hjælpe og lindre smerten.
Herudover skal hingsten have ro i boks. Undertiden kan infektionen samle sig til en byld, som kan åbnes. Når infektionen er overstået er det ikke ualmindeligt, at testiklen bliver mindre.
Hvis hævelsen i testiklen ikke falder efter smerten og infektionen er overstået, bør man overveje en kastration på den hævede testikel. Årsagen hertil er, at lyskekanalen kan være udvidet, som følge af hævelsen i sædlederen. Hvis lyskekanalen derfor er udvidet fra det normale, kan der være en betydelig risiko for et lyskebrok (læs brok).
Hingsten vil forsat kunne bedække og reproducere sig med en normal testikel.
Hvis hingstens testikler er beskadiget, som ovenfor beskrevet, kan kolde omslag på testiklerne lindre og dæmpe hævelse.
I alle tilfælde bør hingsten tilses af en dyrlæge.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten