Fugle Sygdomme

Når man har med fugle at gøre, hvadenten man har dem i bur i private hjem eller i voiliere, vil man naturligvis gerne undgå sygdom.

Den første betingelse for at forebygge sygdom hos fugle er at sørge for god hygiejne. Fuglene bør have et egnet foder, ligesom der altid bør være friskt drikkevand til stede.

Fugle vil normalt altid forsøge at være friske, hvilket skyldes at en fugl i naturen vil være frisk og rørig til det modsatte sker. Hvis fuglen udviser begyndende tegn på sygdom, vil fuglen være et nemt bytte for andre dyr.

På grund af fuglenes høje normal-temperatur og hurtige stofskifte, er fugle særdeles sårbare over for sygdomsangreb.

En fugl, der viser begyndende tegn på sygdom, vil ofte sidde med nedsunken hale og strittende, pjusket fjerdragt. Fuglen bliver stille og bevæger sig ikke rundt, som den plejer. Appetitten udebliver, og ofte vil fuglen sidde i bunden af buret. Derfor er det vigtigt så hurtigt som muligt at konsultere dyrlæge, hvis en fugl viser tegn på sygdom.

En syg fugl har behov for ro og bør sættes i et bur for sig selv og placeres på det sted i huset, hvor der er mest ro.