Gul knop, Dyrlægevagten
Fugle Sygdomme

Gul knop

Gul knop skyldes en éncellet parasit, som hedder trichomonas og som tilhører flagellaterne.

Sygdommen kan forekomme hos alle levende organismer, men når den optræder hos duer, kaldes sygdommen gul knop.

Sygdommen er også almindelig hos undulater, kanariefugle og finker. 
Gul knop smitter gennem munden. Når infektionen opstår, kommer der hvidlige belægninger i mundhule og svælg. Hos duer ser man gule knopper i svælg og spiserør. Der kan også observeres grønlig diarré, vægttab og det er karakteristisk, at fuglene sidder og strækker hals. Endvidere kan man hos nogle fugle se et vandigt tåreflåd, som senere bliver mere gulligt, når sygdommen er mere fremskreden. 

Hvis forældrene er inficeret, kan man undertiden se stor dødelighed blandt ungerne, fordi forældrene overfører sygdommen under fodringen. Papegøjeunger synes at være særlig følsomme for sygdommen.

Sygdommen optræder for det meste i større fuglehold. Enlige fugle i bur får sandsynligvis ikke sygdommen, fordi de ikke kan få overført smitten.

Der synes at være nogen beskyttelse mod gul knop, når fuglene har overlevet sygdommen.

HVAD KAN JEG GØRE?
Hvis man ser en fugl, som sidder og strækker hals, må man undersøge fuglens mundhule. Finder man hvidlige eller gullige belægninger, kan det være et tegn på, at fuglen har gul knop. Det er derfor nødvendigt at konsultere dyrlæge, dels for at få den rigtige diagnose og dels for at få det rigtige lægemiddel. For at påvise sygdommen kan man udtage en prøve fra mund/svælg og under mikroskop påvise parasitten.

Det er vigtigt, at alle fugle i voliéren behandles, fordi der er stor sandsynlighed for, der findes sunde smittebærere blandt fuglene.

Hvis medicinsk behandling iværksættes straks, er der gode muligheder for overlevelse.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten