Ved diarré forstår man, at fuglen har hyppig gennemløbende, tynd afføring. Når fuglen har diarré, kan der ske en farveændring af afføringen.
Diarré kan opstå i forbindelse med et foderskift og kan også skyldes infektion med bakterier.
Hvad kan jeg gøre?
Opstår der diarré hos fugle, må man straks foretage sig noget. Det vil være naturligt at iværksætte en grundig rengøring og her anvende forskellige desinfiktionsmidler.
Det kan anbefales at anvende VirKon S, hvor man bruger en 1%-opløsning, det vil sige, man tager 100 gram VirKon S og opløser det i 10 liter vand. VirKon S kan købes hos dyrlægen.
Efter den grundige rengøring kan fuglen sættes på diæt. Frøædende fugle kan som supplement gives valmuefrø, som har en stoppende virkning. Endvidere kan man forsøge at give fugle med diarré kogte ris. Det er dog en betingelse, at risene er godt udvandede og gennemkogte.
Insektædende fugle er ofte vanskelige at sætte på diæt. Til syge insektædende fugle er et ekstra tilskud af levende insekter af stor betydning. Anvender man melorme, må man så vidt muligt finde de lyse, der lige har skiftet hud, da den hårde kitinskal ikke er godt for fugle med diarré.
Frugt og nektarædende fugle er endnu vanskeligere at behandle mod diarré, fordi de er meget ømfindtlige for ændringer i kosten. For disse fugle må man være forsigtig med at tildele dem frugter, og man må være forsigtig med sammensætningen.
Fugle med diarré skal have rent, kogt drikkevand, som ikke må være for koldt. Man kan i nogle situationer forsøge at udskifte det kogte drikkevand med tempereret the (ikke kamille-the).
Hvis diarrén fortsætter, selv om man har prøvet en diæt, kan det være nødvendigt at supplere med medicin, hvorfor det vil være nødvendigt at konsultere dyrlæge.