Katte Førstehjælp
Dyrenes- beskyttelse i Danmark og Falck har indgået et landsdækkende samarbejde om at hjælpe herreløse, vilde og tilskadekomne dyr. I fremtiden vil Falck sørge for at transportere trafikskadede og andre dyr i nød til nærmeste dyrlæge – dyrehospital.
Ordningen bygger på, at den person, som opdager et tilskadekommet dyr uden udgift kan ringe til Falck på 70 10 20 30, og fortælle, hvad der er sket. Herefter sørger Falck for transporten.
Ordningen er kommet på finansloven og der er bevilget kr.3 mill., som administreres af Foreningen til Dyrenes-beskyttelse i Danmark.
Når man opdager, at en kat er kommet til skade, gælder det først og fremmest om at bevare roen. Man bør observere, hvad der er sket, før man nærmer sig katten. Mange katte forsøger at forsvare sig selv, når de er ude af stand til at flygte. Derfor kan man undertiden se, at katten hvæser, forsøger at bide, forsøger at kradse og/eller slå ud med en pote.
Hvis katten ikke er i stand til at flytte sig selv, kan man med forsigtighed få den flyttet, evt. ved at lægge den på et lille tæppe, en jakke eller andet og derefter forsigtigt flytte den, således at der ikke opstår mere skade, end der allerede er sket.
Hvis der er risiko for et større blodtab, må man forsøge at standse blødningen med, – hvad man har ved hånden. Det kan f.eks. være et lommetørklæde, som man placerer i såret, evt. slår en knude på lommetørklædet således, at man medvirker til at standse en truende blødning.
Herefter bør katten bringes til nærmeste dyrehospital, klinik. Dette kan man gøre enten ved at transportere dyret selv, og/eller man kan rekvirere Falck på tlf.nr. 70 10 20 30. Endvidere skal man ringe til dyrlægeklinik/hospital, således man er sikker på, at katten straks kan komme under behandling.
Er det en herreløs kat, kan man også rekvirere Falck, som vil bringe det tilskadekomne dyr til nærmeste dyrlæge. Man bør ikke her tænke i økonomiske baner, fordi Dyrenes Beskyttelse i Danmark har et abonnement hos Falck, som derfor transporterer disse tilskadekomne katte uden udgift for den person, som opdager et tilskadekommet dyr.
Ligeledes har Dyrenes Beskyttelse i Danmark en aftale med dyrlægerne om at yde førstehjælpsbehandling til disse tilskadekomne dyr.