HEDESLAG
Opstår oftest, hvis katten har været alene i bilen en sommerdag. Undlad at parkere i solen om sommeren, hvis der skal være en kat i bilen. Vær også opmærksom på, om solen flytter sig, medens man er væk, så bilen kommer til på et senere tidspunt at holde direkte i solen. Der kan også blive meget varmt i bilen på en dag, hvor der er overskydet, især hvis alle vinduer er lukkede.
Symptomerne på hedeslag er at katten gisper voldsomt og i værste fald bliver bevidstløs. Tag straks katten ud af bilen og læg den i ro i skygge, helst hvor der er lidt vind. I alvorligere tilfælde skal katten overhældes med koldt vand. Hvis katten ikke bliver bedre i løbet af få minutter, eller den fortsætter med at være sløv og/eller uden bevidsthed, skal katten straks under dyrlægebehandling.