Sådan giver du katten medicin
Mange typer medicin findes kun i tabletform eller som kapsler. De fleste medicinske præparater smager ikke godt. Derfor hjælper det ikke at knuse tabletten og blande den ind i maden. I hvert fald skal medicinen blandes i noget mad, som smager virkelig godt.
I øvrigt må visse medicintyper ikke gives sammen med mad, mens andre skal gives sammen med mad.
Kapsler må som regel ikke knuses, men skal gives hele.
Den bedste metode er at give katten tabletter eller kapsler direkte i munden:
- Tag fat om snuden (bag hjørnetænderne) med tommel- og pegefinger. Pres tommel- og pegefinger rundt om overkæben, så overlæben på katten følger med. Bøj kattens hoved let tilbage.
- Hold tablet eller kapsel mellem tommel- og pegefinger i den anden hånd. Pres tablet/kapsel ind og placer den så langt tilbage i munden som muligt.
- Hold kattens mund lukket samtidig med, at man med den anden hånd masserer kattens strube.
Den flydende medicin kan indgives tilsvarende, hvis man bruger en ske. Det bedste er dog at bruge en engangsprøjte (uden kanyle). Kinden trækkes ud og medicinen sprøjtes ind mellem kinden og tænderne.