I efterårs og vintermåneder ser man en del tilfælde, hvor der er snue blandt fjerkræ. Det drejer sig i de fleste tilfælde om en kathar i de forreste luftveje.
Mange gange hører man nysen, og samtidig ser man et klart vandigt næseflåd. Senere bliver dette næseflåd mere slimet for til sidst at få en mere klæbrig gullig karakter, hvilket medfører, at næseborene stopper til.
Forandringerne kan også optræde i gane og svælg, hvilket medfører, at dyrene gaber for at få luft. Øjets slimhinde kan blive rød og hæve op – ofte så meget, at øjnene lukker til.
Brevduer, som har været udsat for lange flyvninger, er mest udsat for at få sygdommen. Det er karakteristisk, at sygdommen viser sig 4-8 dage efter flyvningen. Duerne begynder at kradse sig i hovedet, og man hører nysen. Senere ser man hævede øjenlåg og i de sværeste tilfælde, kan øjelågene være fuldstændig lukkede.
I de ondartede tilfælde høres en snorkende vejrtrækning, og dyrene har åndenød og diarré. I disse tilfælde vil man kunne se en dødelighed på op til 50%.
Generelt forløber sygdommen i reglen i en mild grad, således at sygdomstegnene forsvinder i løbet af en uges tid. I enkelte tilfælde kan sygdommen strække sig over en længere periode, fra uger til flere måneder.
Dødelighedsprocenten er normalt ikke ret stor.
Hvad kan jeg gøre?
Når de første tegn på sygdommen viser sig, skal man kontakte dyrlæge, dels for at få den rigtige diagnose og dels for at få den rigtige behandling.
I de fleste tilfælde vil en medicinsk behandling kunne hjælpe, således at smittespredningen bremses, og sygdommen ikke forvolder væsentlig dødelighed.
I reglen vil man tilråde medicinsk behandling af alle dyr i flokken, selvom dyrene ikke viser tegn på sygdom.
Samtidig er det vigtigt med omhyggelig rengøring, samt et godt og nærende foder. Det er også vigtigt, der ikke er træk i rummet, hvor duerne opholder sig.
Det kan anbefales straks at isolere duer, som viser de første tegn på sygdommen. Herved kan smittetrykket sættes ned, og færre dyr vil blive angrebet af sygdommen.
