Papegøjesyge, Dyrlægevagten
Fugle Sygdomme

Papegøjesyge

Papegøjesyge er det samme som ornitose og skyldes infektion med en mikroorganisme af gruppen chlamydia. Disse mikroorganismer er mindre end bakterier, men større end virus. Infektionen var tidligere kendt som papegøjesyge (ornitose), da man mente den kun overførtes fra syge papegøjer.

Siden har man dog påvist, at andre bur- og tamfugle f.eks. undulater, duer, høns, kalkuner, fasaner og andre også kan overføre sygdommen. De første symptomer på papegøjesyge hos fugleunger er diarré, mens voksne fugle kan udskille smitstoffet med urin, afføring og sekret fra slimhinderne uden at vise sygdomstegn.

Smitstoffet overføres til mennesker med støv fra inficerede fugles fjer.

Sygdommen lokaliserer sig for det meste i åndedrætsorganerne, men man kan også se øjenbetændelse, tarmbetændelse og symptomer fra nervesystemet.

For at påvise sygdommen kan dyrlægen udtage en blodprøve og få denne analyseret på laboratorium. Herved kan man påvise, om fuglen har papegøjesyge (ornitose). 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten