Smedning, Dyrlægevagten
Heste sygdomme

Smedning

Smedning, DyrlægevagtenVed smedning forstår man, at hesten under bevægelse slår baghoven mod forbenet på samme side. 
Smedning sker ved, at forbenet ikke føres så langt frem, så baghoven ikke kan undgå at “ramme” forbenet.

Der kan være forskellige årsager til, problemet opstår.

Ofte vil man se, at heste, som er højere over krydset end over mankepunktet, har større til bøjelighed til at smede. Ligeledes viser erfaringen, at heste med en kort krop og lange ben har lettere ved at smede end andre. Heste med stejle forbenskoder og heste med hældende bagkoder synes også mere disponeret for at vise tegn på smedning.
Hvis hesten bærer sko, kan bagskoen ramme forskoen, og der kommer en klaprende, smedende lyd. Derfor kalder man lidelsen smedning. Den mest almindelige form for smedning sker, når bagskoens tåstykke berører forskoens sidegrene. Under uheldige forhold kan bagskoen få fat i forskoen og i så fald, vil hesten enten styrte, eller forskoen vil blive trukket af.

Hvis smedningen sker over sidegrenene på forskoen, kan det betyde, at bagskoen rammer ballen på forhoven. Herved kan der opstå en knusning eller et sår, og det kan være forklaringen på et pludseligt ballesår og en pludselig ballebetændelse.
Baghoven kan i enkelte tilfælde også blive beskadiget, når baghovens ydervæg slår ind mod forskoen.Hvis det sker vil baghovens ydervæg efterhånden slides igennem.

HVAD KAN JEG GØRE?
Hvis hesten er begyndt at smede, må man kontakte dyrlæge og beslagsmed, som i samarbejde kan sørge for, at hesten får et korrekt beslag. I mange tilfælde kan problemet løses ved beskæring og ved korrektion af beslaget.
Hvis ikke beskæring og beslag kan løse problemet, må man pålægge bandager eller anden form for ballebeskyttelse, som kan virke stødabsorberende. Det vigtigste er, at hesten ikke kan komme til at skade sig selv. 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten