Bækkenbrud er ikke ualmindeligt hos heste. Som regel er der ikke åbne sår. Det betyder, at man ikke umiddelbart kan se bruddet.
Årsagen er som regel en beskadigelse efter trafikulykke, et pludseligt fald eller udskridning.
Når hesten har pådraget sig et eller flere bækkenbrud, vil der i reglen opstå halthed. Hvis bruddet er i den forreste del af bækkenet vil hesten have vanskeligt ved at føre benet fremad. Den vil i mange tilfælde kunne støtte på benet. Hesten vil ikke være i stand til at støtte på benet, hvis bruddet er i ledskålen til hofteleddet eller bagved hofteleddet.
Hvad kan jeg gøre?
Det vil være nødvendigt at konsultere dyrlæge for at få årsagen til haltheden klarlagt. Det kan være nødvendigt at røntgenfotografere bækkenet, hvis man ikke umiddelbart kan afgøre, om der er brud. En røntgenundersøgelse af bækkenet kræver som regel bedøvelse af hesten, hvor hesten ligger i rygleje.
Bækkenbrud er i de fleste tilfælde en lidelse, hvor man vil tilråde aflivning i henhold til lov om værn for dyr.