Hoven – løs og hul væg, Dyrlægevagten
Heste sygdomme

Hoven – løs og hul væg

Årsagen til løs og hul væg skyldes hornforrådnelse som følge af indtrængende mikroorganismer gennem hornvæg eller den hvide linie. Den hvide linie er et upigmenteret område mellem hovvæggen og hovbenet. Man kan tydeligt se den hvide linie, hvor hovvæggen møder sålefladen. Det er i den hvide linie, man sømmer hesteskoen til hoven.

Sygdommen udvikler sig især, når heste går på fugtige områder. Det er som regel kun på forbenene, at lidelsen optæder. Sygdommen ses hos alle racer og kan også forekommer i hestestalde, hvor der er god hygiejne. 

Undersøgelser har vist, at bakterier og svampe i kombination danner enzymer og giftige stoffer, som nedbryder hornet i den hvide linie. Disse mikroorganismer findes over alt i naturen og gør ikke skade, så længe hoven er sund og intakt. Hvis hoven ikke er intakt (se evt. hornkløft), eller hvis hoven er beskadiget på anden måde, så er der risiko for infektion og dermed risiko for hornforrådnelse.

Bakterier og svampe kan være mere eller mindre aggressive. Det betyder, at nogle bakterier og svampe formerer sig langsomt, mens andre formerer sig hurtigt. Derfor vil man se, at hornet nedbrydes over kortere eller længere tid.

Man vil kunne se variende grader af sygdommen, fordi mikroorganismerne ikke er lige aggressive og altså ikke nedbryder hornet lige hurtigt. Derfor optræder sygdommen forskelligt fra hest til hest.

I de lettere tilfælde vil en mindre del af den hvide linie blive spaltet, “smuldre”, og det betegner man, som løs væg. Hvis hornforrådnelsen strækker sig højere op under hornkapslen, taler man om en hul væg.

Som regel begynder sygdommen i den hvide linie i hovens side og dragtvæg. Man ser, at hovkapslen “slipper” den hvide linie.
Løs og hul væg kan også ses i forbindelse med sygdommen kronisk forfangenhed (læs forfangenhed).

I de tidlige stadier er hesten ikke halt; men når den hvide linie “slipper” hovkapslen – hul væg – i et større område, så vil der være tegn på halthed.
Løs væg er en almindelig lidelse hos heste med flade hove. Det skyldes, at disse heste har en mere skrå sidevæg end heste med normal hovstilling. Den skrå sidevæg medfører, at trykket mod hovranden vil “drive” hornvæggen ud af og derved “slipper” den hvide linie hornvæggen, hvor efter mikroorganismer kan trænge ind og ødelægge hornet.

Hul væg optæder sjældent sammenlignet med løs væg. Det skyldes, at hul væg som regel udvikler sig fra løs væg.

Hvad kan jeg gøre?
Man må inspicere hele hoven. Man begynder med sålen for at se, om der er løst horn. Er det tilfældet skæres det væk. Der må ikke efterlades “sygt” horn. I lettere tilfælde kan man selv desinficere hoven med en 2% jodopløsning (læs desinfektion) eller andet desinfektions middel. Ofte vil man kunne føle mere varme på hove, som er angrebet af sygdommen. 

Endvidere kan man med en stump genstand, f.eks. en mindre hammer, banke på hovvæggen. Kommer der en hul lyd et eller flere steder, så kan det være tegn på hul væg, fordi der er et hult rum under hovvæggen. 
I mange tilfælde vil det være nødvendigt at anmode dyrlægen eller beslagsmeden om hjælp.

Hvis dyrlægen eller smeden fjerner større områder af hovvæggen, vil det som regel være nødvendigt at skabe en ny hovvæg med kunststof. 

Hvis hesten er så uheldig, at hovvæggen skal fjernes op til kronranden, så vil der medgå ½ – 1 år før hoven igen er vokset ud.

Den bedste måde for at undgå løs og hul væg er ved at opdage løs og porrøst horn tidligt og få det fjernet og behandlet effektivt med det samme.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten