Albuesvamp, Dyrlægevagten
Heste sygdomme

Albuesvamp

Albuesvamp er en betegnelse for en hævelse af varierende størrelse, som skyldes unormal reaktion mellem huden og det underliggende væv ud for albuespidsen. Lidelsen ses især hos store og tunge heste; men albuesvamp kan optræde hos alle racer.

Årsagen er som regel tryk fra hestens egen sko eller tryk fra et ujævnt underlag, når hesten lægger og rejser sig. Heste med kort overarm har større tilbøjelighed til at få lidelsen.

Albuesvamp kan opstå pludseligt, hvilket betyder, at hesten uden forudgående sygdomstegn viser sig med en “sæk”, som udgår og hænger ned bag albuespidsen. Hvis man føler på hævelsen, vil den føles varm og hesten viser tegn på ømhed. Indholdet i “sækken” kan variere; men ofte ser man en vandig blodtilblandet væske, hvis der går hul på “sækken”. I dette akutte stadie kan hesten være halt, og der kan undertiden måles højere temperatur end normalt (feber).

Lidelsen kan også udvikle sig snigende, hvilket betyder at hævelsen kommer langsomt. I disse tilfælde viser hesten ikke tegn på ømhed ved berøring og indholdet i hævelsen vil ofte være af betændelsesagtig karakter (pus). Undertiden kan man inde i “sækken” føle en bruskagtig hård hævelse.

Generelt viser hesten ikke tegn på halthed, og albuesvamp kan derfor betegnes som en lidelse, der i de fleste tilfælde kun har kosmetisk betydning.

Hvad kan jeg gøre?
Hvis hesten får en hævelse bag på albuen, er det overvejende sandsynligt, at hesten har pådraget sig en albuesvamp. I mange tilfælde vil man kontakte dyrlæge, fordi hævelsen kan opstå i løbet af et døgn. 

Man kan forsøge at få “sækken” væk på forskellig måde, hvis man ønsker det. Operation, hvor man fjerner “sækken” er en måde, som ofte benyttes, hvis “sækken” hænger i en stilk. Hvis hævelsen er mere bred i sin basis, så kan operation være vanskeligere, hvorfor man i disse tilfælde, kan være nødt til at tappe indholdet i hævelsen ud, vente et stykke tid, før egentlig operation påbegyndes.

Ved operationen fjerner man slimsækken, som er dannet omkring albuen. Efter afslutningen på operationen skal hesten have mulighed for at hvile på et blødt leje, for at trykning fra underlaget ikke igen skal give problemer.

Selvom man vælger operationsmetoden, så kan albuesvamp komme igen på samme sted.

Som alternativ kan man forsøge at sætte et dræn gennem “sækken” og se om opheling finder sted. Denne metode vil i mange tilfælde medføre en længere indhelingsperiode end omtalte operation.  

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten