Feber, Dyrlægevagten
Heste sygdomme

Feber

Feber er en sygelig tilstand, hvor organismens temperaturregulation er indstillet på et højere niveau end normalt.

Årsagen til feber er som regel infektion med bakterier eller virus,men forskellige andre stoffer som f.eks metaller og giftige planter kan også give en temperaturstigning over det normale.

Feber skyldes øget forbrænding og mangel på varmeafgift.
Denne regulation foregår via centre i hjernen.

Når hesten har feber øges forbrændingen af kulhydrater og fedt, hvorfor man kan se vægttab under en længere feberperiode, selvom hesten æder normalt.
Feber er hestens egen måde at bekæmpe sygdomme på, fordi de fleste bakterier hæmmes, når temperaturen stiger over 38 grader C. 

Feberen kan deles i forskellige grader, hvor beskrivelser, som let feber og høj feber er almindelige betegnelser. Undertiden bruger man også feberkurver, hvor det er almindeligt at beskrive feberkurvens højeste punkt, som “feberen topper”.
Ligedes kan feberen beskrive sygdomme, som man f.eks. kender det fra “kalvekastningsfeber” hos kvæg og nældefeber hos andre dyr. 

Indtræder feberen hurtigt, ser man ofte, at hesten har kulderystelser eller kuldegysninger. Hesten får strittende hårlag, og rystelser af kroppen kan forekomme.

Når temperaturen stiger vil vejrtrækningsfrekvensen som regel også øges, fordi hesten herved  øger varmeafgivelsen. Feber kan fremkalde depression, hvilket viser sig ved passivitet. Ædelysten formindskes eller ophører. Hesten “står og hænger”. Hvis temperaturen fortsætter med at falde under det normale, taler man om “temperaturfald”, som kan være et tegn på, at hesten er ved at dø.

HVAD KAN JEG GØRE?
Hvis hesten har ophørt ædelyst vil det være en god idé at måle hestens temperatur i endetarmen med et termometer.

Normal temperatur:  Hest 38,0 – 39,0 grader C.

Hvis temperaturen er uden for normalområdet, så kan det være et tegn på sygdom, hvorfor man må forsøge at finde ud af, hvorfor hestens temperatur afviger fra det normale.
Der findes lægemidler, som hjælper med at “slå” feberen ned.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten