Når man har anskaffet sig en hest, påtager man sig også et ansvar for at behandle hesten ordentligt. Hvis man gør dette, kan man også forvente, at man får et tillidsfuldt forhold til hesten, som den i langt de fleste tilfælde vil kvittere for ved at være samarbejdsvillig og glad for sin ejer.


I det daglige arbejde med hesten er det helt nødvendigt, at man foretager hyppig rengøring i boksen (udmugning). Ligeledes bør hesten have et tørt leje, som kan bestå af frisk halm, spåner eller findelt papir.
Herudover bør fodringen ske regelmæssigt 3 – 4 gange i døgnet. Foderet bør bestå af et kraftfoder, som kan være hel eller valset havre. Endvidere bør hesten have adgang til et stråfoder, som kan være hø enten i form af lucerne hø eller græshø. Ligeledes bør hesten have mulighed for at få et tilstrækkeligt mineraltilskud. Dette kan ske ved at anskaffe en slikkesten eller dagligt indgive mineraler i form af pulver til hesten.
Alt efter hestens størrelse bør den have en passende stor boks, således at den har fri bevægelighed. Endvidere bør hesten ikke stå i et mørkt rum, men tværtimod have mulighed for at se dagslys.
Hvis hesten er opstaldet i spiltov, hvilket vil sige en boks, hvor hesten står permanent opbundet, skal der naturligvis være rimelig plads til, at hesten kan bevæge sig frem og tilbage, og der skal også være plads nok til, at hesten kan ligge udstrakt.
Endvidere må man sikre sig, at hesten får tilført frisk og rigelige mængder drikkevand op til flere gange dagligt. Hvis der er installeret selvvanding i boksen/spiltovet, må man sikre sig, at drikkeventilen virker.

Hvis hesten har svedt efter motionering/ridning, må man, før hesten sættes på stald, afvaske den. Før hesten sættes på stald, må hårlaget være tørt. Dette kan ske ved at gå en tur med hesten.
Hvis det er vinter, kan man aftørre hesten med håndklæder eller gnide den med halm.



