Ormemidler og regler, Dyrlægevagten
Heste generelt

Ormemidler og regler

Regler for udlevering af ormemidler

Indtil den 1. august 1999 kunne midler til bekæmpelse af orm frit købes og gives til heste i Danmark.

Fødevareministeriet har fra denne dato indført nye regler omkring anvendelse af de såkaldte antiparasittære lægemidler både til heste og til andre husdyr.

Alle lægemidler, som er godkendt til bekæmpelse af indvoldsparasitter og nogle midler til bekæmpelse af parasitter i huden kan kun købes efter en dyrlæge har udstedt en recept på lægemidlet.

Påvisning af resistente orm hos heste og andre dyr er en del af baggrunden for indførsel af regler for anvendelse af antiparasittære lægemidler.

Orm med resistens overfor antiparasittære lægemidler kan forekomme hos heste.

Resistens

Når man anvender lægemidler kan det være for at forebygge eller helbrede sygdomme.

Hvis det samme lægemiddel anvendes gentagne gange, kan der være en resiko for at nogle parasitter kommer til at ”kende” lægemidlet og derfor ikke dræbes. På denne måde kan nogle orm med særlig stor modstandskraft overleve. Denne særlige modstandskraft er det man kalder resistens overfor ormemidlet.

Resistens er en egenskab, som kan nedarves.

Hyppig og uigennemtænkt anvendelse af ormemidler øger risikoen for udvikling af resistente orm.

Udvikling af resistens blandt hestens orm vil betyde, at det kan blive vanskeligere at beskytte heste mod de skader, som ormeangreb kan medføre.

De forskellige orm

De følgende forskellige parasitter optræder med varierende hyppighed i hestehold.

Trådorm                  Bændelorm

Spolorm                  Haleorm

Store blodorm          Lungeorm

Små blodorm           Mavebremselarver

Trådorm er orm, som kan leve indkapslede i lang tid i kroppen på voksne heste. Omkring folingstidspunktet vandrer mange orm ud i den drægtige hoppes yver. Herfra overføres ormelarver med hoppens mælk til føllets tarme. Ormene lever og formerer sig i føllets tyndtarm.

Ved tilstedeværelse af mange orm kan føllet få diarre. Diarreen starter ofte (i forbindelse med følbrunsten) i føllets anden leveuge. Trådorm kan i øvrigt leve og formere sig som almindelige orm i jorden i lang tid før de optages af heste.

Spolorm lever i tyndtarmen hos føl og yngre heste samt i meget mindre omfang i tarmene hos ældre heste. Spolormehunner lægger æg i stort antal. Æggene er modstandsdygtige i naturen og kan overleve i lang tid.

Når æggene optages i en hest klækkes de, og ormelarverne vandrer gennem tarme, lever, hjerte og lunger, før de som kønsmodne når hestens tarme og starter deres æglægning. Spolorm kan i væsentlig omfang svække yngre eller syge heste, og ormene kan være skyld i luftvejssygdomme, diarre og kolik og dødsfald kan fo­rekomme i forbindelse med kolikanfald.

Store blodorm er parasitter, der lever som larver i græsmarken. Efter optagelse i heste vandrer de store blodorms larver i tarmenes blodkar, hvor ormelarverne lever i flere måneder. Ormelarverne kan beskadige blodkarrene, så hestens tarme mister en betydelig del af deres blodforsyning. Skader i tarmenes blodkar kan i værste fald medføre alvorlig kolik, som kan medføre, at hesten dør. Mindre omfattende skader kan i årevis give anledning til hyppige kolikanfald og utrivelighed hos heste.

De små blodorm er orm, der ligeledes lever som larver i græsmarken. Når små blodorms larver optages af græssende heste borer larverne sig ind i tarmvæggene i hestenes tyktarme. Her lever ormene et ret aktivt liv i sommersæsonen, hvor de lægger æg og kan give anledning til diarre og utrivelighed. I efteråret vil et stort antal orm indkapsles i tarmen i såkaldte ormeknuder. Et stort antal indkapslede orm kan medføre, at hesten viser tegn på diarre vinteren igennem.

Næste forår kan et stort antal orm samtidig blive aktive og bryde ud af knuderne i tarmene. Denne stærkt øgede aktivitet kan om foråret give voldsom diarre hos nogle heste.

De små blodorm er fundet at være modstandsdygtige overfor nogle ormemidler, det vil sige resistente.

Bændelorm findes måske?? hos 20% af hestene i Danmark. Bændelorm lever som umodne stadier i mider i græsset. Når mider ædes af heste frigøres bændelorm, der som udvoksede sætter sig fast i tarmene, netop på det snævre sted, hvor foderet passerer fra hestenes tyndtarm til tyktarmen. Et stort antal bændelorm på dette sted kan forstyrre foderets passage, så kolikanfald kan forekomme.

Bændelorm er desværre svære at påvise i gødning, da der ikke udskilles ormestadier hele tiden.

Haleorm er en ormetype, der ikke overlever ret længe uden for hestekroppen. Ormene lever som voksne i den bageste del af tyktarm og endetarm. Hunormene lægger æg lige uden for endetarmsåbningen, hvor man hos heste eventuelt kan finde små gullige klaser af ormeæg. Ormenes aktiviteter medfører en udtalt rumpekløe omkring endetarmen. Angrebne heste vil derfor kunne kendes på, at de kløer deres rumpe energisk mod inventar og foldmaterialer, træer og andet som hestene finder anvendeligt. Herved afsættes og spredes ormeæggene i omgivelserne. Ormekur og bokshygiejne bekæmper disse orm effektivt.

Lungeorm er orm, som er ret sjældne i Danmark. Ormene lever i lunger og kan være årsag til hoste og bronkitis. Lungeorm spredes ikke så nemt blandt heste, men æsler kan have lungeorm, hvorfor æsler kan være smittekilde, til lungeorm hos heste.

Hestebremser har en del af deres livscyklus som parasitter i hestens fordøjelseskanal. De voksne flyvende bremser lægger deres gule æg på hestes hår især i man, hale og på piberne, hvor de kan ses om sommeren. Hestene slikker æggene i sig, når de gnubber og slikker sig selv og hinanden. Bremselarverne vandrer i hestens mund en uges tid, inden de lader sig transportere ned i maven. Her danner bremselarverne pupper og afgår samlet fra hestens mave med gødningen næste forår. Bremselarverne kan muligvis give irriterende mundbetændelse. Til gengæld er der ikke med sikkerhed påvist betydning af puppernes ophold i hestenes mave. Undertiden er der observeret lettere kolikanfald i forbindelse med en samlet afgang af et stort (rejelignende) larveantal fra heste om foråret.

Har min hest orm?

Spørgsmålet er vigtigt. Mange parasitter i tarmene og andre organer kan medføre nedsat præstationsevne, utrivelighed, luftvejssygdom, tarmsygdomme og kolikanfald samt i værste fald medføre døden.

Behandling med ormemidler kan derfor være nødvendigt med forskellig hyppighed i forskellige hestehold. Receptpligt på ormemidler betyder blandt andet, at ormemidler kun må anvendes, når en dyrlæge kan påvise, at der er behov for at anvende sådanne midler. Påvisning og optælling af ormeæg i hestes gødning kan, sammen med vurdering af opstaldnings- og afgræsningsforhold, hjælpe dyrlæger til i samarbejde med hesteejerne at finde ud af, hvordan ormestrategien skal være  i det enkelte hestehold. Et godt samarbejde mellem dyrlæger og hestefolk vil forhåbentlig sikre, at vi i fremtiden stadig har anvendelige ormemidler til rådighed.

De forskellige ormemidler

Midler til bekæmpelse af indvoldsorm hos heste påvirker parasitterne på forskellig måde. Efter kemisk sammensætning og virkningsmåde kan ormemidler opdeles i forskellige  grupper.

Gruppe 1 – benzimidazoler og probenzimidazoler

Panacur Vet modvirker:
Rundorm i mave -tarm kanal, 3. og  4. stadie larver af små blodorm.

Encysterende larver i stortarmens slimhinde.

Gruppe 2 – Imidazothiazoler og tetrahydropyrimidiner

Gruppe3 – Avermectiner

Equest oral gel Vet modvirker:
Store og små blodorm, lungeorm, spolorm, trådorm og mavebremselarver.

Noropraz vet modvirker:
Voksne og umodne rundorm, lungeorm, lungeorm og mavebremselarver.

Noromectin vet. modvirker:
Rundorm, lungeorm, trådorm og mavebremselarver.

Om resistens mod ormemidler:

Resistens mod ormemidler hos hestens parasitter udvikles normalt samtidig overfor alle lægemidler i en gruppe. I Danmark er resistens hos de små blodorm – cyathostomerne – påvist overfor lægemidler i gruppe 1 og gruppe 2. I England er resistens overfor midler i gruppe 3 påvist hos parasitter i kvæg og får.

Det er derfor ofte en god idé, at man ca. 10 dage efter behandling med et antiparasit­ært lægemiddel udtager gødningsprøver fra behandlede heste. Ved ægtælling på dette tidspunkt kan det afgøres, om et anvendt lægemiddel har haft effekt på ormene i de behandlede heste.

Strategi

Når ormemidler bruges til at bekæmpe hestens indvoldsparasitter, bekæmpes de parasitter, der er optaget i hestene.

Hestens almindelige indvoldsparasitter gennemfører imidlertid kun en del af deres tilværelse i heste. De fleste af parasitterne lægger deres æg i hestes fordøjelsessystem. Orm eller larver afgår med hestens gødning til omgivelserne. På græsmark eller i stald gennemgår de fleste parasitter en modningsproces, før parasitten når en tilstand, hvor den efter optagelse af en hest kan fortsætte sin udvikling til voksen kønsmoden parasit.

Ved at bruge denne viden kan man på forskellig vis sørge for, at kun et mindre an­tal parasitter optages af modtagelige heste.

Denne form for ormebekæmpelse kaldes strategisk ormebekæmpelse. Når en strategi følges og virker, mindskes behovet for anvendelse af ormemidler væsenligt.

Der er en række forholdsregler, som kan indgå i en strategi mod optagelse af indvoldsorm. De fleste orm overlever vinteren som inaktive larver i græsmarker. Hvis vinteren er kold og tør, dør mange orm. Er vinteren våd overlever et større antal orm i længere tid. Efter en tør forsommer vil kun meget få ormelarver overleve til efter midten af juni.

En mark, hvor der ikke har været heste tidligere, vil næsten være fri for orm. På marker, hvor der har været heste fra det tidlige forår, vil man mod slutningen af juni finde et stort antal ormelarver. Hestene bør derfor skifte fold til en ”ubrugt” mark på dette tidspunkt. Denne mark kunne være brugt til høproduktion.

Den forårsafgræssede mark kan pudses af med grønthøster eller slåmaskine. Dette medfører spredning af ormelarverne. I tørt og solrigt vejr vil det medføre et omfat­tende parasitdrab, fordi det ultraviolette lys dræber parasitterne. I fugtigt vejr er effekten mindre sikker. Nedpløjning og omsåning af en græsmark vil kunne rense en mark effektivt for ormesmitte. Hvis markskifte ikke gennemføres konsekvent kan andre tiltag i et vist omfang mindske antallet af hestens orm i permanent afgræssede marker. To ugentlige opsamlinger af gødning på marken kan nedsætte græssets indhold af smittefarlige ormelarver med 90%. I USA er der udviklet maskiner til dette formål. Samgræsning mellem heste, kvæg og får medfører, at drøvtyggerne nedgræsser områderne, hvor hestene gøder. (Hestene græsser helst ikke, hvor de selv gøder). På denne måde fjernes mange parasitter fra marken, og fordi hestens parasitter er uskadelige for drøvtyggere er det en mulighed for at nedbringe parasitbelastningen på græsmarken. Endelig kan man vælge at lade heste leve på jordfolde og køre stråfoder ud til dem. Parasitterne overlever kun dårligt på græsfri arealer.

Forebyggelse

Overførsel af parasitter mellem heste ved strategisk græsmarks anvendelse, god staldhygiejne samt kendskab til antallet af parasitæg i gødningsprøver på kritiske tider af året, vil i fremtiden danne grundlag for anvendelse af ormemidler.

Dyrlægen skal i det enkelte hestehold gennem sin rådgivning og tilstræbe, at heste beskyttes bedst muligt mod ormeskader.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten