Kirurgi er uløseligt forbundet med en eller anden form for bedøvelse (anæstesi), men også i forbindelse med mange undersøgelser og behandlinger kan det være nødvendigt at give patienten en form for beroligelse eller bedøvelse.
Hvilken type bedøvelse, dyrlægen vælger i den aktuelle situation, er afhængig af flere faktorer:
Indgrebets art og varighed, partientens størrelse, alder, ernæringstilstand, psykiske og fysiske tilstand.
Ved operation af små vorter og syning (suturering) af mindre sår, kan man som regel nøjes med at lokalbedøve det område, der skal behandles. Den lokale bedøvelse kan evt. suppleres med en beroligende indsprøjtning.
Langt de fleste større indgreb kræver dog, at patienten totalbedøves.
For at få hesten i total bedøvelse kan flere metoder og stoffer med vidt forskellige virkninger benyttes.
Enhver bedøvelse er forbundet med risiko, om end denne risiko med moderne bedøvelsesmidler er lille. For at nedsætte risikoen til et absolut minimum er der enkelte forholdsregler, man skal iagttage. Patienten fastes i 12 – 24 timer. Før bedøvelsen gennemføres en klinisk undersøgelse af patienten, specielt undersøges kredsløb, hjerte og lunger.
Ved én type bedøvelse gives bedøvelsesmidlet i form af indspørøjtning i muskulaturen eller direkte i en blodåre. Ved denne form er der også mulighed for at give patienten et stof, der ophæver bedøvelsen.
Den bedøvelsesform, der anvendes i langt de fleste tilfælde, er en type, hvor man kombinerer flere metoder med hinanden: ½ – 1 time før den egentlige bedøvelse får patienten en beroligende indsprøjtning.
Bedøvelsen indledes med en indsprøjtning af sovemidlet i en blodåre. Når patienten efter nogle sekunder er faldet i søvn, indføres en sonde med en oppustelig manchet i luftrøret. Herefter kobles sonden til et bedøvelsesapparat, hvor bedøvelsesmidlerne og ilt via et slangesystem føres til lungerne.
Efter bedøvelsen er det vigtigt, at patienten får den fornødne fred og ro, til bedøvelsen er ude af kroppen. Op til et døgn efter bedøvelsen kan patienten være påvirket. Symptomerne kan være træthed, svimmelhed og kulderystelse.