Køb af hest, Dyrlægevagten
Heste generelt

Køb af hest

Køb af hest, DyrlægevagtenNår man overvejer at købe hest, må man gøre sig klart, at det er et stort ansvar, man påtager sig. Derfor er det en god idé at indhente information i forskellige bøger om heste, hvor man kan studere hesteracer, hestens adfærd og hestens brug til de forskellige sportsgrene.

Mange af disse bøger er tilgængelige på bibliotekerne. Er man imidlertid helt uerfaren på området, kan man naturligvis tage kontakt med mennesker, som har kendskab til heste. Her kan der peges på instruktører på rideskoler, beriddere, opdrættere af heste og dyrlæger.

Før man overhovedet går i gang med at tænke på at anskaffe sig en hest, vil det være en god idé at opsøge en rideskole for at prøve, hvordan det er at røgte, pleje og ride en hest. Her vil man kunne få en instruktion i omgang med hesten, ligesom man vil kunne lære at pålægge grime, trense og sadel.

Ønsker man at køre med heste for vogn, har mange rideskoler også mulighed for at lære og vise dette. Herudover vil det være en god idé at passe og pleje hesten i en periode, således at man ved, hvad det vil sige at passe en hest.

Har man besluttet sig for at købe en hest, er det vigtigt at finde ud af, hvilket behov man har. Endvidere må man tænke på økonomien. Heste kan være dyre at anskaffe, men ud over at anskaffe hesten må man også tænke på de løbende udgifter, der er ved at “holde hest”.

Har man ikke mulighed for at få hesten opstaldet hjemme, må man gøre sig klart, at det kan koste flere tusinde kroner om måneden at have den på rideskole eller i pension.

For at undgå ulykker er det nødvendigt at anskaffe ridehjelm, ridestøvler, sadel, trense m.v. For at man skal få fornøjelse af at ride/køre med heste, må man være indstillet på at modtage undervisning.

Endvidere er der påløbende udgifter til beslagsmed og evt. dyrlæge.

En hest skal beskæres hver 6 – 10 uge. Selv om hesten skulle blive syg, vil hovene vokse alligevel. Derfor vil det alligevel være nødvendigt regelmæssigt at få foretaget beskæring og evt. omlagt hesteskoene.

Endvidere forlanges det rutinemæssigt, at hesten er vaccineret, hvis den skal opstaldes, hvor der står andre heste. Skal hesten deltage i løb og stævner, er vaccination også påkrævet og nødvendig.

Herudover er det en god idé at få hestens tænder efterset 1 – 2 gange årligt, ligesom det er nødvendigt at få foretaget en undersøgelse af gødningen for at konstatere, om hesten har indvoldsorm.

Har man besluttet sig for at købe og anskaffe en hest, vil det være en god idé at få foretaget en helbredsundersøgelse af en dyrlæge.

Denne undersøgelse vil evt. kunne afsløre, om der er fejl og mangler ved hesten.

Handelsundersøgelse
Denne udføres normalt af en dyrlæge, som vil undersøge hestens tænder, hjerte og kredsløb, luftveje og se hesten under bevægelse. Hesten mønstres i skridt og trav, evt. longeres hesten, og er der mulighed for det, er det en god idé at se hesten under rytter.

Endvidere vil dyrlægen foretage bøjeprøve på alle 4 ben. Dyrlægen kan ved undersøgelsen udfylde et særligt skema, som kan rekvireres hos dyrlægen og hos Landsudvalget for Heste, Udkærsvej 15, Skejby, 8200 Århus N.

Har dyrlægen mistanke om, at der kan være en fejl ved hesten, kan det være nødvendigt med supplerende undersøgelse som røntgen, scanning og endoskopi (undersøgelse med fiberendoskop – kikkert) af luftvejene. Herudover kan det være nødvendigt at foretage en undersøgelse for tilstedeværelse af smertestillende medicin og dopingstoffer. Denne undersøgelse vil blive foretaget ved at udtage en blodprøve af hesten. Blodprøven undersøges på laboratorium.

Ønsker køberen hesten forsikret, er der mulighed for det ved den samme undersøgelse. (Se forsikring af heste)

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten