Kiropraktik, Dyrlægevagten
Heste generelt

Kiropraktik

Kiropraktik er sygdomslære baseret på den påstand, at små forskydninger mellem ryghvirvlerne er årsagen til en række sygdomme, som kan helbredes ved, at man skubber hvirvlerne “på plads” med særlige håndgreb.
Kiropraktik har været anvendt af bl.a. gamle grækere, romere, kinesere, og ægyptere. I 1895 blev kiropraktikken sat i system af amerikaneren D.D.Palmer.

Hvordan virker kiropraktik?
Hvis der sker en forskydning mellem to hvirvler i ryggen som følge af en unormal bevægelse, så vil de omkring liggende muskler bliver spændte og ømme. Det øvrige væv i området kan blive betændt og hævet. Nerver, som passerer området, kan derved irriteres (se evt.nervelammelse).
Når nerven sender information til hjernen, som afviger fra det normale, vil hjernen reagere og sende impulser tilbage, som ikke er normale. Herved er der skabt en ond cirkel, og begrebet smerte opstår.
Irriteres f.eks. en nerve i halshvirvlerne, så kan hesten reagere ved at vise smerte lokalt i nakken – “holde hovedet stift”. I andre tilfælde vil hesten vise tegn på halthed evt. “snuble” eller vise tegn på lammelse i et eller begge forben,- altså længere væk fra det sted, hvor årsagen findes.
Hvis kiropraktik kan fjerne nerveirritationen, så er der mulighed for, at nervesystemet kan fungere normalt og hermed mulighed for at lindre eller ophæve smerte.

Kiropraktikundersøgelsen vil ud over en almindelig klinisk undersøgelse i reglen også omfatte røntgen af det område, hvor man mener lidelsen sidder.

Behandling kan udføres ved kiropraktiske håndgreb, d.v.s. tryk på rygsøjlen for at genoprette ryghvirvlernes normale position.
I reglen viser hesten ikke tegn på smerte under behandlingen.
Hvis den sygelige tilstand bedres, kan flere behandlinger være nødvendig.
Der er endnu ikke nogen dokumenteret virkning af kiropraktik på heste.
Er der ikke tegn på bedring efter kiropraktik, må man søge dyrlæge.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten