Osteochondrose, Dyrlægevagten
Hunde sygdomme

Osteochondrose

Ordet stammer fra græsk osteon = knogle og chondros = brusk.
Osteochondrose er en betegnelse for en sygdom, hvor ledbrusken i flager afløses fra knoglen.
Man betegner det som en brusdefekt i et led.
Årsagen til problemet er ikke kendt med sikkerhed; men erfaringen viser, at lidelsen som regel ses hos unge voksende hunde i alderen 5-10 måneder, og som opnår en voksen vægt over 25 kg. På forbenene er det skulder og albueled,- på bagbenene haser og knæ, hvor man finder lidelsen.
Det er værd at bemærke, at osteochondrose ses 2-5 gange hyppigere hos hanhunde. Endvidere optræder lidelsen symmetrisk i 60 % af tilfældene. Det betyder, at man f.eks. finder osteochondrose i begge albueled hos 60% af de hunde, hvor man konstaterer osteochondrose i én albue. Det er almindelig kendt, at lidelsen ses hyppigere i nogle familer, hvorfor nogen arvelighed ikke kan udelukkes.
Når osteochondrose begynder at udvikle sig i et eller flere led, kommer der smerte fra leddet. Ledhævelse, som følge af en forøget mængde væske, er ikke ualmindeligt. Hunden begynder at halte. Selvom man f.eks. ved, der er osteochondrose i begge albuer, så vil hunden måske kun vise halthed på et ben. Ofte viser haltheden sig tydeligere, når hunden har hvilet og skal rejse sig efter kraftig motion.  

Hvad kan jeg gøre?
Hvis hunden er halt må man søge dyrlæge.
Som regel vil mistanke om osteochondrose melde sig, hvis der er forøget ledvæske, ledsmerte, halthed og hunden er 5 – 10 måneder gammel.
En røntgenundersøgelse vil i de fleste tilfælde kunne afklare, om lidelsen er til stede.
Det kan være nødvendigt med specielle undersøgelser for at sikre en diagnose.
Hvis man konstaterer ostochondrose, vil man vurdere størrelsen af bruskdefekten og graden af halthed. Mindre bruskdefekter kan forsvinde af sig selv. Større defekter vil som regel tilrådes fjernet ved operation. (Se ledmus). 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten