Løse tænder, Dyrlægevagten
Hunde sygdomme

Løse tænder

Årsagen til løse tænder

Årsagen til løse tænder skyldes betændelse i tandkødet – parodontal sygdom. Det er den mest almindelige sygdom hos hunde. Små racer angribes hyppigere end store racer, og sygdommen ses hyppigere hos ældre hunde.

Sygdommen udvikler sig i tandkødet, fordi mundhule bakterier trænger ned i tandkødet. Årsagen hertil kan være dårlig eller mangelfuld mundhygiejne.  Hvis der kommer belægninger på tænder og på tandkød dannes der “lommer” i tandkødets rand langs med tanden. I disse lommer trænger bakterier ind og begynder en nedbrydning af vævet, som holder tanden i sit rodfæste. Denne lommedannelse kan optræde omkring en enkelt tand, men kan også ses på flere tænder samtidigt.

Der findes to typer tandkødsbetændelse. Én hvor betændelsen kun forandrer overfladen af tandkødet og en anden type, hvor bakterier agressivt går dybere ned i “lommen” og ødelægger vævet omkring tandroden. Herved mister tanden sit rodfæste, og hunden får løse tænder, eller tænderne falder ud.

Når tanden er faldet ud, er der åbning til kæbeknoglen. Herved er der risiko for, at bakterier kan spredes via blodbanen og f.eks. “slå” sig ned på en hjerteklap og dermed være årsag til en hjerteklapbetændelse.

Dyrlæger møder ofte hunde med svære læsioner i tandkødet og med tandtab til følge. Ofte er ejeren ikke klar over problemets omfang fordi ejeren ikke eller sjældent kontrollerer mundhulen på hunden.

Hvad kan jeg gøre?
Man skal regelmæssigt kontrollere mundhulen på hunden. Det er en god idé at vænne hvalpen til at få inspiceret munden, så den senere er vant til at få åbnet munden.

Da man ved, at bakterier i mundhulen er årsag til løse tænder, gælder det om at undgå bakterier i at etablere sig. Dette kan gøres ved tandbørstning med tandpasta. Man kan tilbyde hunden et foder, som indeholder slibemiddel. Endvidere kan man tilbyde hunden forskellige tyggeemner, som indeholder stoffer – enzymer -, som også forebygger belægninger på tænder og tandkød.

Hvis der allerede er belægninger bør disse fjernes ved en tandrensning.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten