Kattesyge og katteinfluenza, Dyrlægevagten
Katte Sygdomme

Kattesyge og katteinfluenza

Kattesyge
Kattesyge er en virusinfektion, der primært angriber kattens mavetarmkanal. Sygdommen viser sig ved appetitløshed, opkast og voldsom diarré, således at katten hurtigt viser tegn på væskemangel. Dødeligheden hos unge dyr er ca. 90% og hos voksne katte “kun” 50%.

Smitten sker gennem urin, afføring, opkast, savl og slim fra syge katte. Når en kat er blevet smittet, går der fra 2 – 9 dage (inkubationstiden), inden sygdommen kommer til udbrud.

Som ved andre virussygdomme er der ingen specifik medicin mod selve virus, og behandlingen bliver derfor støtteterapi med genoprettelse af væskebalancen samt antibiotika mod sekundære bakterieinfektioner.

Kattesygevirus er meget modstandsdygtigt, og smitten kan overleve i omgivelserne i 2 – 3 måneder.

Katteinfluenza
Katteinfluenza er en betegnelse for virusinfektioner, der angriber kattens øverste luftveje såsom næse, svælg, luftrør, bronchier samt slimhinder på tunden og i øjenene.

Der er flere forskellige virus, der forårsager influenza hos katte. Heraf giver især to alvorlige sygdomssymptomer: Rhinotracheitisvirus og Calicivirus.

Inkubationstiden er 2 -9 dage som ved kattesyge. Symptomerne er feber, appetitløshed, flåd fra øjne og næse, nysen og ofte sår på tungen samt irriteret tandkød. Behandlingen består i at give antibiotika mod sekundære infektioiner, øjen- og næsedråber, og hvis katten er i væskeunderskud evt. indlæggelse med væsketerapi.

Dødeligheden blandt helt små killinger er høj, mens den hos den voksne katte er lav, forudsat kattene kommer i behandling i god tid.

Se vaccination

 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten