Sukkersyge er en sygdom, hvor katten ikke kan optage tilstrækkelig eller slet ikke optage blodsukker. Det medfører, at sukkerkoncentrationen i blodet stiger, og sukker udskilles evt. gennem urinen.
Man kan måle blodsukkeret i en blodprøve, ligesom man kan påvise sukker i en urinprøve.
Årsagen til sukkersyge kan skyldes en manglende produktion af insulin i bugspytkirtlen eller i sjældne tilfælde, at katten ikke er i stand til at udnytte sin egen produktion af insulin.
Sygdommen optræder som regel hos katte, som er over 7 år gammel. Overvægt er disponerende for sygdommen, ligesom det ikke kan udelukkes, der kan være en arvelig disposition.
Sukkersyge er kronisk, hvilket betyder, katten vil have sygdommen resten af livet.
Hvad kan jeg gøre?
Man kan tilføre katten insulin for at nedsætte sukkerkoncentrationen i blodet. Dette kan gøres ved injektion en eller flere gange dagligt i forbindelse med fodringen efter anvisning og i samarbejde med dyrlægen. Herudover kan en diæt hjælpe på problemet.
Ved at tilføre katten et diætfoder mod sukkersyge, opnår man, at katten indtager sine kalorier langsomt, hvilket medfører, at blodsukkeret ikke svinger ret meget. Disse fodertyper har samtidig et højt fiberindhold, hvilket kan medvirke til en større mæthedsfornemmelse. Katten spiser mindre og resultatet er vægttab, som kan være ønskeligt, hvis katten er overvægtig.
Sukkersyge katte bør fodres med et foder med lavt fedt og kulhydratindhold (under 1%)og et højt proteinindhold (over 45%). Herved bidrager man til, at udsvinget i blodsukkeret mindskes. Ved at fodre med rigelig protein, sikrer man sig, at katten ikke selv skal nedbryde proteiner fra sine egne depoter, f.eks.muskulatur. Herved bevares muskulatur. Når fedtindholdet er lavt i foderet, vil katten i stedet nedbryde sine egne fedtdepoter, hvilket som regel medfører vægttab.
I samarbejde med dyrlægen kan man udvælge en diæt. Der findes flere sukkersygediæter på markedet, som kan mindske behovet eller ophæve behandling med insulin.
Relevante produkter i dyrlægevagtens ebutik |
Besøg siden: Foder til katte med sukkersyge
|