Mundbetændelse, Dyrlægevagten
Katte Sygdomme

Mundbetændelse

Der kan være flere årsager til, at mundbetændelse opstår. I de fleste tilfælde skyldes det dårlig tandhygiejne, tandbelægninger og tandsten. Fremmedlegemer i form af fiskekroge, fiskeben, bruskskiver fra knogler, som snører sig fast om tungeroden er eksempler, som kan fremkalde mundbetændelse.

Sår på tungen er ikke ualmindelig, hvis katten har slikket på en kemisk forbindelse, som kan ætse tungens overflade.

Katten vil i reglen begynde at savle og vil ofte gnide med en eller begge poter omkring munden. Undertiden kan spyttet være blodtilblandet som følge af indtrængende fremmedlegemer, som fremkalder mindre blødninger.

Der vil være ophørt æde og drikkelyst, som følge af irritation og smerte fra mundhulen.

Det kan være vanskeligt at få lov til at åbne munden på katten, fordi det gør ondt, når man berører kattens læber og kæber. 

Når mundbetændelsen begynder vil mundslimhinden være mere rød end normalt og kan sammen med tandkødet virke fortykket. Senere i forløbet vil der komme gullige belægninger og det er karakteristisk, der vil komme en mærkelig (putrid),  ildelugtende, rådagtig lugt fra munden.
Selv om man ikke kan påvise fremmedlegemer eller dårlige tænder i mundhulen, kan en mundbetændelse være til stede, som følge af sygdomme i andre organer. Ofte vil katte med  en dårlig lever/nyrer vise en gullig mundslimhinde med en putrid lugt.

HVAD KAN JEG GØRE
Opdager man, at katten savler eller opfører sig unormalt med tvangsbevægelser omkring munden, kan det være et tegn på et mundhuleproblem. Man kan i første omgang forsøge at åbne munden på katten. Er der et fremmedlegeme, må man fjerne det. Hvis man ikke selv kan løse problemet, må man konsultere dyrlæge for at få katten beroliget/bedøvet. Når fremmedlegemet er fjernet, – er problemet i reglen løst. I mange tilfælde vil en medicinsk behandling være nødvendig, dels for at forebygge betændelse dels for at lindre smerte.
Hvis mundhulebetændelsen skyldes dårlige tænder, vil det være nødvendigt at bedøve katten for at kunne inspicere mundhulen. Er der rådne tænder, kan det være en forklaring på den rådagtige lugt. Ofte vil det være nødvendigt at trække  løse, rådne tænder ud og behandle katten med medicin i et stykke tid bagefter.

Sår på tunge og slimhinder i mundhulen vil i reglen hele hurtigt, når årsagen er fjernet. 

Hvis mundhulebetændelsen ikke umiddelbart kan forklares, kan det være nødvendigt at foretage blod/urinprøve analyser for at finde årsagen til problemet. 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten