Sukkersyge, Dyrlægevagten
Katte Sygdomme

Sukkersyge

Sukkersyge er en stofskiftesygdom, som bevirker, at blodsukkerkoncentrationen øges. Sukkersyge hos katte ikke er almindelig. Den kan dog opstå hos ældre overvægtige katte, og nogle racer er disponerede for at få sygdommen.

De første tegn på, at en kat har sukkersyge er, at den er mere sulten, og at den samtidig taber sig. Endvidere ses øget drikkelyst og katten tisser mere.

Hvad kan jeg gøre?
Hvis man har mistanke om, at katten har sukkersyge, vil det være nødvendigt at konsultere dyrlæge. Her vil det være nødvendigt at få foretaget en blodprøveundersøgelse for at måle kattens blodsukkerkoncentration. Endvidere kan man undersøge kattens urin med en stix (som kan købes på apotek eller hos dyrlægen). Man må dog bemærke, at urinundersøgelsen ikke kan stå alene.

Har man fået konstateret sukkersyge hos sin kat, er der mulighed for behandling med insulin.

Behandlingen foretages i samråd med dyrlægen, som giver en instruktion i, hvordan man indsprøjter og doserer insulin. Man bør dog bemærke, at det ofte kan være vanskeligt at behandle katte med indsprøjtning, fordi de ikke kan lide det.

Endvidere er der ca. 20% af kattene, som kan behandles med tabletter. Det er dog ikke alle katte, som kan tåle denne tabletbehandling, fordi det kan føre til beskadigelse af leveren.

Hvis man vælger tabletbehandling, må man være indstillet på en jævnlig blodprøvekontrol hos dyrlægen. Det er på denne måde muligt at kontrollere sygdommen, og det vil samtidig være særdeles vigtigt at få katten indstillet på et diætfoder, således at den kan holde “den slanke linie”.

Kan ejeren og katten samarbejde om behandlingen, er der god mulighed for at dyret kan leve en lang periode.

Relevante produkter i dyrlægevagtens ebutik
Besøg siden:  Foder til katte med sukkersyge

 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten