PKD (Polycystisk nyresygdom)

Polycystisk nyresygdom PKD – Polycystic Kidney Disease – er en arvelig nyresygdom som optræder hos persere og katte der er beslægtede  med persere. Sygdommen har været kendt siden  midten af 1960érne, og er udbredt over hele verden.  I de sidste 10 år er sygdommen blevet mere kendt, fordi man har fundet ud af, at sygdommen er arvelig.    

Hvad er PKD?    

Ordet polycystisk betyder:  poly = mange,  cystisk = væskeblære.

Kattene fødes med cyster  (væskeblærer) i nyrerne. Hos nyfødte killinger er de i reglen mindre end hos udvoksede katte. Cysterne kan variere i størrelse, fra 1mm til 4 cm. Med alderen kan der komme flere og som regel vokser de i størrelse. Derfor finder man denne variation på cysternes størrelse. Efterhånden som sygdommen udvikler sig, vil det normale nyrevæv blive erstattet af det cystiske væv, hvorfor nyrens normale funktion gradvist nedsættes.

Arvegangen.    

I 1996 blev det påvist, hvordan arvegangen er. Det er et autosomalt dominant gen, hvilket betyder, at hvis genet  X  er til stede, altså nedarvet fra en af forældrene, så vil sygdommen også være til stede.  Følgende skitser kan forklare, hvordan arvegangen er og,  hvordan man statistisk kan forklare, at sygdommen er til stede ved fødslen.

Når  XX  er til stede betyder det, at katten har sygdommen 
når  Xx   er til stede betyder det, at katten har sygdommen
når  xx    er til stede betyder det, at katten ikke har sygdommen.  

Eksempel 1.

Begge forældre har    XX

Eksempel 2.

Begge forældre har    xx

Eksempel 3.

Den ene forældre har     Xx
Den anden forældre har  xx

Eksempel 4.

Begge forældre har    Xx

Eksempel 5.

Den ene forældre har     XX
Den anden forældre har  xx

Fordi sygdommen ikke forekommer når killingen fødes med xx,  altså – når det dominante X ikke er tilstede, er der en mulighed for at avle killinger, hvor sygdommen ikke viser sig.

Hvordan finder man ud af, hvilke katte der har sygdommen?
For  at finde ud af, om katten lider af  PKD, kan man undersøge nyrerne ved hjælp af  utralydscanning.  Denne undersøgelse foregår ved at scanne nyrerne og kan man påvise cyster (væskeblærer), er det overvejende sandsynligt, at katten har sygdommen PKD. Undersøgelsen er smertefri og foregår ved at placere katten på ryggen. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at klippe hårene i et mindre område på bugen omkring  navlestedet. Endvidere er der ingen strålingsfare forbundet med undersøgelsen (se ultralydscanning).  Undersøgelsen kan foretages fra killingen er 8 uger; men sikkerheden for at få en rigtig diagnose er større,  95%-98%, hvis undersøgelsen først finder sted efter killingen er 10 måneder gammel.

Er der andre muligheder for at opdage sygdommen?
Laboratorieprøver eller undersøgelser ved hjælp af røntgen  kan ikke sikre diagnosen.  Ultralydscanning er en mulighed for at få en diagnose. Forskere har fundet arveligheden (genet), som er årsagen til PKD. En blodprøve, som undersøges for genet kan afsløre, hvilke katte der har eller kan nedarve sygdommen.

Hvis katten har PKD?
Sygdommen udvikler sig langsomt og er uhelbredelig. 

PKD er en nyresygdom, som i de fleste tilfælde udvikler sig langsomt; men vil efterhånden blive til en kronisk nyresygdom. Fordi disse cyster  vokser, vil nyrerne blive forstørret og på denne måde medvirke til at reducere nyrernes normale funktion. Dette kan føre til nyresvigt og katten dør.

Hvis man får at vide, (efter en ultralydscanning),  at katten har PKD, er det helt sikkert, at mindst en af forældrene har sygdommen (se skema). Derfor vil det være naturligt, at få undersøgt begge forældre, hvis det er muligt. Arvegangen kan på denne måde klarlægges, og man finder ud af, hvem af forældrene der har det dominante X gen.

Hvordan forebygger man PKD?
Hvis man opdager, at katten har PKD, bør den ikke indgå i avlen. Skulle den være i besiddelse af specielle gener , type, farve og andre specielle egenskaber, da kan man forsøge at avle med en kat som er xx. Derved er der, som ovenfor beskrevet en chance for at få et afkom, som ikke får  PKD.

Hvordan undgår man PKD?
Generelt skal man ikke avle med katte, når man ved, de har fået konstateret sygdommen. Derfor bør man neutralisere disse katte, således at ”gener”, som forårsager sygdommen,  ikke nedarves. Hvis man sørger for at katte med dette gen ikke kan formere sig, så vil sygdommen ophøre. 

Hvad gør jeg, hvis min kat har PKD?  
Der findes ingen behandling, som kan helbrede katten. Derfor skal katten  behandles som en kronisk nyrelidelse, (se nyresygdomme,  foder). 

Hvordan kan vi udrydde PKD?
Det er nødvendigt at finde de katte, som har sygdommen. Dette gøres ved at få foretaget en ultralydscanning af nyrerne. Skulle denne undersøgelse være positiv,  skal forældre og søskende også undersøges for at klarlægge arvegangen .  For at sikre at generne ikke nedarves, bør katten neutraliseres. 

Hvis jeg får at vide, at min kat har PKD?
Det bedste for avlsarbejdet vil være, at katten neutraliseres. Hvis katten er neutraliseret, kan den udmærket leve indtil sygdommen viser  sig.