Smitsom bughindebetændelse (FIP), Dyrlægevagten
Katte Sygdomme

Smitsom bughindebetændelse (FIP)

I daglig tale omtales denne sygdom som FIP, hvilket er en forkortelse af  sygdommens egentlige navn (felin infektiøs peritonitis) felin=kat, peritonitis=bughindebetændelse.  

Smitsom bughindebetændelse skyldes et coronavirus. Inkubationstiden er den tid, som medgår fra katten bliver smittet til sygdommen bryder ud. Inkubationstiden er ukendt. Flere erfaringer tyder på, at inkubationstiden kan være flere måneder.
Sygdommen kan opdeles i to former. En tør og en våd FIP.

Den tørre form opdager ejeren som regel ikke, fordi kattens udseende ikke er forandret i modsætning til den våde form, hvor kattens bugomfang kan være forøget. Der ses feber, ophørt ædelyst, slingerhed og balanceforstyrrelser. Vejtrækningen kan være anderledes end normalt. 

Ved den tørre form kan katten have øjenlidelser, ligesom nervelammelser er hyppigt forekommende.
Ved den våde form kan bughulen være fyldt med væske, ligesom brysthulen kan indeholde væske, hvilket medførerer en besværet vejrtrækning.
Det er ikke alle katte, som er smittet med virus, hvor sygdommen bryder ud. Hvorfor – ved man ikke med sikkerhed, – men stress formodes at få sygdommen til at bryde ud. Det er bemærkelsesværdigt, at det for det meste er katte under tre år og katte over ti år, som rammes af sygdommen.

Hvad kan jeg gøre?
Kontakt dyrlægen for at få en præcis diagnose. Dyrlægen vil udtage en blodprøve og undersøge denne. Er blodprøven positiv, får man desværre at vide, at katten lider af FIP. Der findes ingen kendte behandlinger mod sygdommen.
Dyrlægen vil i mange tilfælde foretage en røntgenundersøgelse for at se, hvor udbredt væskeansamlingen er i lunge og bughule.
Fordi sygdommen er uhelbredelig bør katte, som har fået påvist FIP isoleres, således at virus ikke overføres til andre katte. Det kan være vanskeligt at udtale sig om, hvor længe en kat kan leve efter sygdommen er påvist. Er der tegn på, at sygdommen er i udbrud, bør katten aflives, fordi der ikke er nogen behandling mod sygdommen. 
Det er heller ikke muligt i Danmark at vaccinere mod FIP. 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten