Løse tænder, Dyrlægevagten
Katte Sygdomme

Løse tænder

Årsagen til løse tænder skyldes betændelse i tandkødet – parodontal sygdom.  

Sygdommen udvikler sig i tandkødet, fordi mundhule bakterier trænger ned i tandkødet. Årsagen hertil kan være dårlig eller mangelfuld mundhygiejne.  Hvis der kommer belægninger på tænder og på tandkød dannes der "lommer" i tandkødets rand langs med tanden. I disse lommer trænger bakterier ind og begynder en nedbrydning af vævet, som holder tanden i sit rodfæste. Denne lommedannelse kan optræde omkring en enkelt tand, men kan også ses på flere tænder samtidigt. 

Der findes to typer tandkødsbetændelse. Én hvor betændelsen kun forandrer overfladen af tandkødet og en anden type, hvor bakterier agressivt går dybere ned i "lommen" og ødelægger vævet omkring tandroden. Herved mister tanden sit rodfæste, og katten får løse tænder, eller tænderne falder ud.

Når tanden er faldet ud, er der åbning til kæbeknoglen. Herved er der risiko for, at bakterier kan spredes via blodbanen og f.eks. "slå" sig ned på en hjerteklap og dermed være årsag til en hjerteklapbetændelse.

Dyrlæger møder katte med svære læsioner i tandkødet og med tandtab til følge. Ofte er ejeren ikke klar over problemets omfang fordi ejeren ikke eller sjældent kontrollerer mundhulen på katten. 

Hvad kan jeg gøre?
Man skal regelmæssigt kontrollere mundhulen på katten. Det er en god idé at vænne killingen til at få inspiceret munden, så den senere er vant til at få åbnet munden.

Da man ved, at bakterier i mundhulen er årsag til løse tænder, gælder det om at undgå bakterier i at etablere sig. Dette kan gøres ved tandbørstning med tandpasta. Man kan tilbyde katten et foder, som indeholder slibemiddel. 

Hvis der allerede er belægninger, bør disse fjernes ved en tandrensning.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten