Kaliummangel, Dyrlægevagten
Katte Sygdomme

Kaliummangel

Kalium er et grundstof , som indgår i mange kemiske proccesser i den levende organisme. Stoffet optages fra tarmen og indholdet af kalium i blodet reguleres af nyrerne. 

Undersøgelser har vist kaliummangel hos 186 ud af 501 undersøgte katte, hvilket svarer til 37%.

Kaliummangel kan opstå i forbindelse med nedsat indtagelse af kalium, hvilket kan forekomme ved fodring med kaliumfattigt foder. Kroniske leverlidelser, manglende eller nedsat nyrefunktion kan også medvirke til, at katten kommer i underskud af kalium. Infektionssygdomme p.g.a. bakterier eller vira kan også fremkalde mangel på kalium i katten. Et øget tab af kalium kan også opstå i forbindelse med ophørt ædelyst, opkastninger og diarré. 

Kaliummangel hos katte viser sig ved en muskelsvækkelse, hvor det er karakteristisk, at katten står med hovedet og nakken bøjet ned mod forbenene. Under bevægelse virker katten stiv, opstyltet og den vil nødigt bevæge sig. Når man berører den, viser den tegn på ømhed. 
Senere konstateres vægttab, pelsproblemer og blodmangel.

Når sygdommen udvikler sig yderligere, vil der komme nedsat nyrefunktion, og åndedrætsmuskulaturens aktivitet vil blive nedsat. 

Hvis katten ikke behandles, vil døden indtræde.

I mildere grader af mangel på kalium vil katten virke sløv .

HVAD KAN JEG GØRE?
Hvis katten virker sløv og ikke rigtigt vil løfte hovedet, står med hovedet og nakken bøjet ned mod forbenene eller viser tegn på ømhed ved berøring, skal man tage kontakt til en dyrlæge.

Ved at udtage og undersøge blodprøver er det muligt at finde ud af, om katten mangler kalium i blodet. I reglen vil man også på samme blodprøver undersøge nyrefunktionen. 

Hvis dyrlægen ved undersøgelserne konstaterer, at katten mangler kalium, er behandling mulig.

Katten kan behandles med medicin, som indeholder kalium. Behandlingen virker hurtigt. Allerede efter 2-3 dage er katten i bedring og efter 1 -2 uger kan sygdomstegnene være forsvundet. Katten får igen øget ædelyst, pænere pels og sløvheden aftager.

Man må sikre sig, at foderet indeholder den nødvendige mængde kalium.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten