Når hunden ikke kan være alene, Dyrlægevagten
Hunde generelt

Når hunden ikke kan være alene

Da hunde er flokdyr, bryder de sig ikke om at være alene hjemme. De reagerer dog på forskellig måde, når de bliver forladt. Nogle hunde lægger sig til at sove. Men mere end 1/5 af alle hunde er meget aktive, og de ødelægger genstande i hjemmet, gør overdreven meget, hyler eller er urenlige, når de lades alene. Nedenfor vil vi fortælle om, hvorfor disse hunde reagerer, som de gør, samt hvad man kan gøre, hvis din hund ikke kan være alene hjemme.

Hunden kan være angst eller understimuleret
I nogle tilfælde skyldes problemerne hovedsageligt, at hunden er angst for at være alene, og i andre tilfælde, at den er understimuleret, fordi den ikke oplever nok, når familien er hjemme. I de fleste tilfælde skyldes problemerne dog en blanding af angst og understimulering.

Derfor opfører hunden sig, som den gør
Fælles for de hunde, som giver problemer, når de lades alene, er, at de ønsker at blive genforenet med familien – især den person, som de er stærkest knyttet til. Da de ikke kan gøre noget for at blive det, bliver de frustrerede.
Når hunden bliver frustreret, sker der følgende: 1) hundens angst bliver forstærket, 2) den bliver mere opmærksom på lyde udefra, 3) den bliver rastløs, og 4) den begynder at udføre adfærd, som umiddelbart virker uforståelig udfra den situation, som hunden er i. Der er dog tale om adfærd, som er naturlig for hunde så som at undersøge ting og rive dem i stykker. Når hunden ødelægger ting i hjemmet skyldes det, at den er frustreret – ikke, at den er ulydig eller vil straffe sin ejer.

Nogle hunde ødelægger genstande
Hvis hunden ikke bliver tilstrækkeligt stimuleret, når familien er sammen med den, vil den reagere ekstra stærkt, når den bliver frustreret. Der er derfor større risiko for, at hunden giver sig til at ødelægge noget, når den er alene hjemme. Det betyder, at hunde, som er avlet til at være aktive, kræver mere stimulation. Det er derfor hyppigt, at denne type hunde giver problemer i form at ødelæggelse af genstande i hjemmet, når de lades alene.
Hvis hunden ødelægger genstande i hjemmet, er det er næsten altid de samme ting, den ødelægger. Man bør derfor ikke skifte tingene ud, før hundens problemer med at være alene hjemme er løst. De ting, som hunden ødelægger, er ofte nogle, som har tilknytning til dens ejer.

Mange hunde gør eller hyler
Når hunden på grund af frustration bliver mere opmærksom på lyde udefra, vil den også gø mere. Og den øgede aktivitet og den utryghed, som hunden føler ved at være alene, betyder, at den vil fortsætte med at gø længe efter, at lydene er forsvundet.
Når en hund, der er alene hjemme, hyler, reagerer den ligesom en ulv, der er blevet adskilt fra sin flok. Hundens hylen er udtryk for dens utryghed ved at være alene. Hundens utryghed kan også få den til at forsøge at slippe ud af lejligheden eller huset for at finde dens ejer. Derfor vil den skrabe voldsomt med forpoterne på og omkring hoveddøren eller andre steder, hvor det er muligt at komme ud.

Tegn på angst
Hvis hunden er direkte angst, når den er alene hjemme, vil den foruden at vise ovennævnte adfærdsformer ryste, trække vejret meget hurtigt og savle. Dette kan dog kun afsløres ved at lave videooptagelser af hunden, når den er alene. Desuden kan hunde, der normalt kan holde sig i lang tid, deponere deres afføring og tisse. Nogle hunde vil begynde at ryste, allerede inden de bliver forladt.

Hunden savner ikke bare selskab
Det er ikke bare selskab, som hunden savner. Det er kontakt til sin familie – især den person, som hunden er mest knyttet til. Det nytter derfor ikke at anskaffe en ny hund til at holde den gamle ved selskab. Man risikerer at få to hunde med alene-hjemme problemer. Hvis det er muligt få hunden i dagpleje, når man er på arbejde, kan den dog vænne sig til at være to steder, så savnet af familien bliver mindre.

Ændringer i familiens dagligdag
Hunde, som er vant til at være alene hjemme, kan give problemer, hvis der sker ændringer i de daglige rutiner i familien. For eksempel, hvis hunden i en lang periode har været sammen med familien hele dagen på grund af ferie, sygdom eller arbejdsløshed, og den pludselig skal være alene igen. Desuden kan alene-hjemme problemer udløses ved skilsmisse, eller ved at familien flytter.
Hvis man har været konstant sammen med hunden i en lang periode, bør hunden ikke pludselig forlades flere timer ad gangen. Inden det er nødvendigt at forlade hunden, bør den gradvist vænnes til at være alene igen.
Hvis familien flytter til et nyt hjem, bør hunden ikke straks lades alene hjemme. Den skal have tid til at falde til i sine nye omgivelser, hvorefter den gradvist skal vænnes til at være alene.

Problemer med hvalpe og unghunde
Når hvalpe undersøger ting, tygger de i dem. Hvis en hvalp tygger i noget, som den ikke må ødelægge, kan problemet oftest klares ved en mild irettesættelse, hvis man tager den på fersk gerning. Derefter skal man give hunden nogle ting, der er velegnede til at bide i, og som kan holde til det. Hvis hvalpen fortsætter med at ødelægge ting, som den ikke må røre, når der ikke er nogen hjemme, kan det være tegn på, at den er ved at udvikle et alene-hjemme problem.
Mange hunde begynder i 8 – 10 måneders alderen at ødelægge ting i hjemmet, når de lades alene. I nogle tilfælde kan hundene holde op igen, når de bliver ældre. Men man skal ikke regne med, at dette vil ske, da problemet også kan blive værre, hvis der ikke bliver gjort noget ved det.

Problemer med ældre hunde
Alene-hjemme problemer er det hyppigste adfærdsproblem hos gamle hunde. Når en hund bliver gammel, begynder dens syn og dens hørelse at svigte. Hunden bliver derfor mere afhængig af og knyttet til familien. Det betyder, den kan blive mere utryg eller direkte angst, når den lades alene. Derfor kan hunden begynde at give problemer, når den er alene hjemme – selvom den aldrig før har givet problemer

Hjælp din hund, hvis den ikke kan være alene
Selvom du eller dine naboer ikke er generet af, at din hund hyler, gør eller ødelægger ting, når den er alene hjemme, bør du tænke på, at hundens utryghed eller angst, er til gene for den selv. For hundens skyld bør du derfor få løst dens problemer med at være alene. Nedenfor vil vi fortælle dig, hvordan du skal forholde dig over for hunden.

Trøst ikke hunden
Din hund lærer meget hurtig, hvad du normalt foretager dig, lige før du forlader den – for eksempel, at du rasler med nøglerne og tager overtøj på. Derfor kan din hund, hvis den har problemer med at være alene hjemme, begynde at vise tegn på uro, allerede før du forlader den. Du må ikke forsøge at trøste hunden, da du så bekræfter den i, at der er noget at være bange for. Derved gør du problemet værre. Ignorér hunden, når du forbereder dig på at forlade den, men lad den se, hvad du foretager dig. Du bør nøjes med at sige “kommer snart igen”, lige før du forlader hunden.

Skæld ikke hunden ud
Det hjælper ikke at skælde hunden ud, når du kommer hjem og finder ud af, at den har ødelagt noget. Hvis hunden ser ud til at have “dårlig samvittighed”, er det ikke, fordi den ved, at den har gjort noget galt. Det er, fordi hunden har lært, at ødelagte genstande betyder, at den vil blive skældt ud. Derfor vil hunden forsøge af formilde dig, og den kan ikke forstå, hvorfor du så skælder den ud. Det betyder, at du risikerer at ødelægge forholdet mellem dig og din hund, hvis du skælder den ud, når du kommer hjem.

Undgå “velkomstscener”
Hunde, som har problemer med at være alene, vil hilse særligt meget på familiemedlemmer, når de kommer hjem. Du bør ikke opmuntre din hund til at opføre sig sådan ved at kæle med den, når du kommer hjem. Du skal ikke direkte afvise hunden, men ignorere den i de første 5-10 minutter.
Du må aldrig gå tilbage til hunden, hvis den hyler eller gør, fordi den er alene. Hvis du gør det, finder hunden hurtigt ud af, at den kan få dig tilbage ved at opføre sig sådan. Derfor bliver problemerne værre, næste gang du skal forlade hunden. Vent med at gå tilbage til hunden tier stille. Du skal dog straks gå tilbage til hunden, hvis det lyder som om, at der noget galt – for eksempel, at den er kommet til skade.

Hunden skal være i ro, når den forlades
Det nytter heller ikke at forsøge at gøre hunden fysisk træt ved at motionere den ekstra meget lige før, du forlader den. Du risikerer at problemet bliver værre, fordi du går fra hunden, inden den er faldet til ro. Det eneste du får ud af at motionere hunden mere, er en hund i god kondition. Når du lufter hunden, før du skal gå, skal det ske i hundens eget tempo, og skal du give den tid til at snuse. Desuden bør der gå mindst 20-25 minutter, før du forlader hunden, så den får mulighed for at falde til ro.

Undgå overdreven tilknytning til én person
Sørg for, at hunden ikke knytter sig for stærkt til en person i familien. Lad familiens medlemmer deles om “forpligtelserne” over for hunden – det vil sige gåture, fodring, social kontakt samt beskæftigelse. Fodringen af hunden bør dog kun foretages af familiens voksne medlemmer. Hvis du bor alene, bør du aftale med venner og bekendte, at de kommer og går tur med hunden en gang i mellem.
Hunden må ikke følge dig eller andre familiemedlemmer rundt i huset hele tiden. Du eller andre familiemedlemmer skal flere gange om dagen få hunden til at lægge sig. Den skal blive liggende, indtil den bliver givet fri. Start derfor med kun at lade hunden ligge i kort tid ad gangen. Belønning med en godbid, og ros hunden – lige før man giver den fri.

Lad ikke hunden sove i sengen
Hunden bør ikke sove i sengen, men i sin kurv i soveværelset. Hvis din hund allerede er vant til at sove i sengen, kan du gradvist vænne den til at ligge i sin kurv ved venligt at bede den om at lægge sig i sin kurv, når du går i seng. I de følgende dage får du den så til at blive liggende i kurven i længere og længere tid ad gangen. Indtil hunden har lært at blive liggende i sin kurv, bør hundens kurv stå lige ved siden af din seng. Efterhånden kan du eventuelt gradvist rykke kurven længere og længere væk fra sengen.

Hunden må ikke tigge om opmærksomhed
Giv aldrig efter, når hunden tigger om opmærksomhed, men afvis den venligt og bestemt – og få den til at lægge sig et stykke væk. Du skal dog ikke give hunden mindre opmærksomhed end du plejer, men kontakten skal ske på dit eller andre  familiemedlemmers initiativ. Afbryd dog aldrig hunden, hvis den beskæftiger sig selv – med mindre, at den gør noget, som den ikke må.

Hunden skal stimuleres
Når du kommer hjem fra arbejde, skal man sørge for, at hundens behov for aktivitet og stimulering bliver tilgodeset. Det er ikke nok, at du lukker hunden ud i haven. Du skal gå en tur med den, hvor den for lov til at møde nye, fremmede lugte. Tag desuden hunden med i byen, når du har mulighed for det, så den kan modtage nye oplevelser.

Giv hunden små opgaver
Du bør desuden beskæftige hunden på en måde, så den får lejlighed for at løse små opgaver samt at bruge sin næse. Det kan for eksempel ske ved, at du tager en håndfuld hundekiks og spreder dem ud i haven, mens hunden ser på. Sig så “SØGE!” til hunden, og lad den i fred og ro finde hundekiksene. Du bør anvende så mange hundekiks, at det tager 15-20 minutter at finde dem. Hunden ved naturligvis ikke i starten, hvad “SØGE!” betyder, men hvis du altid siger “SØGE!” til hunden, når den skal finde noget, vil den efterhånden finde ud af, hvad du mener.
En anden måde at beskæftige hunden på, er at lægge en godbid på gulvet, mens hunden ser på. Derefter placerer man en kop, som ikke kan gå i stykker, med bunden i vejret, over godbidden. Sig så “SØGE!” til hunden, og lad den forsøge at få fat på godbidden. Hvis hunden ser ud til at miste interessen, viser du hunden godbidden, og siger så igen “SØGE!” til hunden. Når hunden har lært at få fat på godbidden, kan øvelsen gøres sværere ved anvende en omvendt flad tallerken (som ikke kan gå i stykker) i stedet for en kop.
Forsøg selv at finde på små opgaver til hunden, som bliver gradvist sværere for den. Men du må ikke gå hurtigere frem, end hunden har mulighed for selv at løse opgaven.

Gå til hundetræning med hunden
Man bør gå til hundetræning med hunden, selvom den allerede er lydig, da træningen har en positiv effekt på alene-hjemme problemer. Du bør vælge at gå til træning i en hundeklub, hvor man lægger vægt på, at træningen er lystbetonet, så træningen er til glæde for ejeren og hunden. Streng dressur vil blot gøre problemet værre. Til hundetræning kan man blandt andet lære, hvordan man lægger et spor ud til hunden, som den kan følge. Sporsøgning er naturlig adfærd for hunde. De fleste hunde elsker at gå spor, og det trætter dem mentalt på en sund og naturlig måde.

Agility – til aktive hunde
Som nævnt har nogle hunde større behov for fysisk aktivitet end andre. Behovet vil være afhængigt af racen, men der er også forskel på hundene inden for en bestemt race. Hvis du i det daglige har svært ved at tilgodese din hunds behov for aktivitet, bør du overveje at gå til agility med den. Alle aktive hunde vil have glæde af agility – også de, der ikke giver problemer, når de er alene hjemme.

Hunden kan vænnes til at være alene
Selvom de fleste hunde ikke bryder sig om at blive forladt, er det ofte muligt gradvist at vænne dem til at være alene hjemme. Hunden lærer som nævnt ovenfor hurtigt, hvad du foretager dig, lige før du går hjemmefra. Derfor kan den begynde at blive urolig, når du forbereder dig på at gå. Derfor skal hunden først vænnes til, at du forbereder dig på at forlade den. Det kan gøres på følgende måde:

  1.  Tag igen den jakke/frakke på, som du kun anvender i forbindelse med træningen, og tænd eventuelt radioen.
  2. Kald på hunden, og få den til at lægge sig. Gør derefter alle de ting, som du normalt foretager dig, før hunden forlades. Hunden skal ligge roligt imens.
  3. Forlad kun hunden i få sekunder, og vend derefter tilbage.
  4. Gentag denne procedure mindst 10 gange om dagen i 3 dage, således at den tid, hunden er alene, hver gang vælges tilfældigt inden for intervallet 1 og 10 sekunder (f.eks. 1, 3, 2, 6, 4, 9, 3, 2, 10 og 5 sek.). Efter hver gang hunden har været alene, skal den være faldet helt til ro, før du forlader den næste gang. Der bør derfor gå mindst 5 min. mellem hver gang hunden bliver forladt.
  5. Hvis hunden ikke har vist tegn på uro, øger du den maksimale tid, hvor den er alene, – til det dobbelte hver 3. dag – igen således at den tid, som hunden bliver ladt alene, varierer tilfældigt op til den maksimale. Samtidigt reducerer du det antal gange, du forlader pr. dag med 1 (ligeledes hver 3. dag).
  6. Afbryd straks træningen, hvis hunden viser tegn på uro, og fortsæt næste dag samtidigt med, at den maksimale tid, hunden er alene, reduceres til 1/4, hvilket svarer til den maksimale tid 6 dage før.
  7. Øg gradvis den tid, som du er væk fra hunden, som beskrevet under pkt. 1 – 5, indtil du kan forlade den så lang tid (mindst 1 time), det er nødvendigt i den normale hverdag med hunden.

I den periode, hvor træningen står på, må hunden ikke lades alene – bortset fra, når du træner med den. Du bør derfor foretage træningen, når du har en længere ferie. Hvis det ikke kan lade sig gøre, må du tage hunden med på arbejde eller få nogen til at passe den, mens du er væk. Hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre, eller træningen ikke lykkes, er det vigtigt, at du søger hjælp – for eksempel hos en adfærdsbehandler eller en dyrlæge med erfaring i adfærdsbehandling. Hvis hundens problemer hovedsagelig skyldes angst, kan det være nødvendigt at behandle hunden med medicin, som dæmper dens angst. Det er kun dyrlæger, som kan ordinere denne medicin.

Tilvænningen skal holdes ved lige
Som nævnt ovenfor kan alene-hjemme problemer blive udløst ved, at man har været konstant sammen med hunden i en periode og derefter begynder at forlade den igen. Når din hund igen kan være alene uden at give problemer, bør du derfor dagligt forlade den i korte perioder hver dag – også når du kan gå hjemme hos den hele dage, for eksempel når du har ferie.

Dagpleje til hunden
Hvis du daglig er væk fra hunden i 9 – 10 timer eller mere, vil dens behov for samvær, aktivitet og stimulation ikke blive opfyldt. Dette kan medvirke til, at hunden giver problemer, når den er alene hjemme. Det kan også give andre problemer med hundens adfærd.
Når du har lært din hund, at være alene hjemme, bør du ikke lade den alene mere end 5 timer dagligt. Hvis du er nødt til at være væk fra hunden i væsentligt længere tid, bør du derfor undersøge, om det er muligt at få hunden i passet hos venner eller familie. Hvis det ikke kan lade sig gøre, bør du finde en person, som kan komme og gå en længere tur med hunden, mens du er væk.
Kilde: Dyrenes Beskyttelse 

Se også artiklen om  D.A.P.

 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten