Alene hjemme problemer, Dyrlægevagten
Hunde generelt

Alene hjemme problemer

Når hunden er alene hjemme, kan den begynde at lave unoder. Man kalder det separationsangst.
Det kan vise sig ved, at hunden hyler eller vedvarende gør. Den kan finde på, at “grave” og bide i møbler eller andet inventar. Urenlighed, når hunden er alene er heller ikke ualmindeligt.
De fleste hunde er mest trygge, når de er sammen med mennesker. Det skyldes, at hunde fra naturens side er flokdyr. I mange familier er hunden nødt til at være alene om dagen og mange hunde accepterer at være alene. Ofte hviler eller sover hunden, når den er alene.
Hvis hunden har ødelagt noget i hjemmet, så må man ikke skælde den ud, når man kommer hjem. Hunden vil ikke forstå, hvorfor den bliver irettesat, fordi den ikke har tidsfornemmelse og derfor ikke vil forbinde hændelsen med at blive skældt ud.
Det er en rigtig god idé, at begynde alene hjemme træningen allerede mens hunden er hvalp. Indlæringen er som regel lettere hos hvalpe end hos voksne hunde.
Alene hjemme problem kan også opstå, hvis hunden flytter eller skifter hjem. Hvis hunden ikke har set sin ejer gennem et stykke tid, så kan problemet også opstå.

Hvad kan jeg gøre?
Det gælder om at forebygge separationsangst, så derfor skal tilvænning allerede begynde, når hunden er hvalp. Når man fornemmer, at hvalpen er tryg ved sit nye hjem, så er det tidspunktet at starte træningen.
Det er vigtigt at lære hvalpen, hvor den skal sove allerede fra den første nat. Hundekurven skal være klar, når hvalpen kommer hjem. I de første dage, bør hvalpen ikke være alene. Derfor er det en god idé at bruge noget ferie for at være sammen med hvalpen.
Når træningen begynder er det vigtigt, at man forsøger at holde samme døgnrytme i hjemmet.
Hvalpen tilbydes roligt samvær, som at søge efter foder i have eller stue, mindre og rolig luftetur. Hvalpen skal ikke stresses med vilde aktiviteter som f.eks. lege med bold.
Når man beslutter sig for, at hunden skal være alene, så undgå, at der er aktiviteter til hunden. Hunden lærer at være inaktiv, når den er alene og mange hunde “lærer” at sove i den inaktive periode. Man forlader hjemmet i en kort periode, nogle minutter og øger over nogle uger til 3-4 timer. Man skal ikke tale til hunden, før man går. Hvis man taler og ynker hunden, så vil den fornemme en anderledes stemning i hjemmet og dermed blive utryg.
Det er vigtigt at tilpasse træningen til den enkelte hund. Nogle hunde kræver længere træning end andre.

Hvis man har en voksen hund, som har alene hjemme problemer, så er det en anden form for træning, som man kan prøve. Hunden skal være rolig og træt før træningen indledes. Lufteture – gerne forskellige steder- vil trætte hunden mere end hvis den går samme tur hver dag.
Når træningen begynder, skal hunden være helt rolig. Man tager overtøj på, åbner døren og lukker den nogle gange og ser samtidig efter, hvordan hunden reagerer.
Når man har gjort dette og man kan se, at hunden er rolig, så tager man overtøjet af og fortsætter egne gøremål og hunden ignoreres. Hvis hunden ikke er rolig før træningen indledes, så er det fordi, hunden ikke er træt nok.
Næste øvelse er at gå ud og ind af døren. Når hunden er rolig fortsætter man med egne gøremål og ignorerer hunden.
Når denne øvelse er overstået er det tid til at lukke døren ude fra og åbne den igen. Overtøjet tages af, fortsætter med egne gøremål og hunden ignoreres. Denne øvelse fortsætter til man ved, at hunden er rolig.
Når hunden ikke er interesseret i, at man går ud og ind af døren, så kan man prøve at stå uden for den lukkede dør i få sekunder. Man skal ikke vente i for lang tid med at åbne døren igen. Hvis hunden bliver urolig, så skyldes det, at man har været for hurtig med træningen og så må man begynde forfra.
Herefter går man -i en periode – ud og ind af døren flere gange om dagen. Når hunden accepterer at være alene i 1-2 minutter, så kan man begynde at øge tiden, hvor hunden er alene.
Når hunden kan være alene i ½ time, så kan tiden øges med 10 minutter af gangen. Når den kan være alene i 1-2 timer kan man øge med ½ time af gangen.
De fleste hunde kan trænes til at være alene hjemme i 5-6 timer.
Hvis træningsprogrammet ikke lykkes, kan der være behov for medicinsk hjælp og man må tale med dyrlægen, som finder ud af, hvad der bedst for hund og ejer

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten