Heste racer

Dansk varmblod

Dansk varmblod, DyrlægevagtenDansk Sportsheste Avlsforbund blev stiftet i 1962, som senere er blevet til avlsforbundet Dansk Varmblod. I dag er det Danmarks største raceorganisation med godt og vel 40.000 registrede heste og ca. 5000 medlemmer.
Dansk Varmblod er en blandingsrace. Heste som opfylder avlsmålet kan kåres i organisationen. 

Dansk varmblod har indført obligatorisk mærkning af alle føl med DV´s mærke, den tretakkede krone over bølgen, før der kan udstedes en stamtavle. Endvidere indbrændes de sidste tre cifre i føllets registreringsnummer. Stamtavlen er international godkendt og en garanti for afstamning og identitet efter kårede forældre i Dansk Varmblod. 

Størrelse: Idealmål på 165-170 cm. 
Farve: Røde, sorte, brune og skimlede med hvide aftegn i hoved og på ben. 
Type: En ædel, storrammet, muskuløs og smidig ridehest. 
Hoved og hals: Udtryksfuldt, tørt og fint. Underkæben skal være velstillet og der skal være god plads mellem ganacherne. Ellers får hesten problemer med vejrtrækning, når den skal bøje hovedet i korrekt dressurholdning.
Hovedet skal igennem en middellang nakke, danne en fin forening med en middellang, velansat hals. Halsen skal være ansat vinkelret på skulderen og hellere for højt end for lavt. 
Krop: En lang og skrå skulder med god skulderfrihed. Manken ønskes velmarkeret og lang, med en jævn overgang til en middellang og stærk ryg. Lændepartiet skal være kort, smidig og muskuløst.
Der ønskes et langt og muskuløst hælende kryds samt en velansat hale. 
Ben: DV-hesten skal have en muskelfyldt underarm samt bred og dyb lårmuskulatur. Den skal have stærke og tørre lemmer med velmarkerede led. Lemmerne skal være korrekt stillede såvel forfra som fra siden. Koderne skal være middellange og møde de korte og flade piber i en passende vinkel, ca. 45 grader.

Hesten skal have velformede hove af passende størrelse og med en god hornkvalitet. Hasen fortjener den største opmærksomhed, idet bagparten betragtes som “hestens motor”. Hasen skal derfor være velbøjet, bred og godt forenet med piben. 
Bevægelse: I alle tre gangarter skal hestens bevægelse være reglemæssig, taktfast, smidig, elastisk og rummelig. Det gør, at bevægelsen forplanter sig op i hesten og giver et godt rygsving, så hesten bliver behagelig at sidde på. 
Karakter
anvendelse: 
Dansk Varmblods hesten skal have en høj præstationsevne i dressur/spring, og kunne konkurrere på internationalt niveau. Den skal være holdbar, have en høj reproduktionsevne og være uden arvelige defekter.

Den skal have et godt temperament og en god karakter. Den skal være omgængelig og samarbejdsvillig med en god indlæringsevne. 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten