Urinafmærkning, Dyrlægevagten
Katte generelt

Urinafmærkning

Hvad er urinafmærkning?
Den stilling katten indtager, når den urinafmærker – strinter, er helt anderledes, end man ser, når katten bruger sit kattetoilet.

Urinafmærkning, som populært kaldes strintning, kendes let på en speciel og meget karakteristisk adfærd:

  1. Katten søger hen mod en lodret flade (væg, dør, skab, reol, papirkurv e. lign).
  2. Halen løftes, så den står lige op i vejret.
  3. Katten stamper let i gulvet med bagbenene.
  4. Samtidig sprøjter den en tynd stråle urin mod den lodrette flade.
  5. Katten forlader stedet.
  6. Det hele varer kun få sekunder.

Strintningen efterlader en plet af urin ca. 20 – 30 cm over gulvhøjde – og der ses lodrette løbestriber fra pletten ned mod gulvet. Denne strinteadfærd kan ses hos både han- og hunkatte, hvadenten de er kastrerede/steriliserede eller ej.

Hvorfor strinter katte?
En kat strinter, dels for at markere sit territorium, dels når noget gør den usikker, utryg eller stresset.

Situationer, som katten oplever stressende, kan f.eks. være:

  • ny kat i huset
  • ny kæreste
  • ny baby
  • gæster som lugter af fremmede katte eller hunde
  • flytning til et nyt hus
  • ny lejlighed
  • ferie i fremmede omgivelser
  • fremmede katte på eller udenfor kattens territorium

Fertile katte – det vil sige ikke-kastrerede/ikke-steriliserede katte – strinter ved sexuel ophidselse, og når hunkatten er i løbetid. En fertil hankat strinter jævnligt for at markere sin dominerede status.

Hvad er formålet med urinafmærkning?
Når en kat strinter, skyldes det, at den har behov for at markere, at dette område er dens private territorium. Urinstrinten indeholder kemiske forbindelser – en slags duftsstoffer, som kaldes feromoner.

Hvad er feromoner?
Feromoner er naturlige duftstoffer, som alle dyr producerer, og som gør det muligt for dem at kommunikere med andre dyr af samme art.

Katte kan kommunikere på forskellige måder:

  • med lyde
  • med krops- og signalsprog
  • med feromoner

Feromonerne i kattens strint signalerer stress, og at katten føler sig utryg. Feromoner, som katten sætter med ansigtet, signalerer tryghed og velbefindende.

Hvad er ansigtsferomoner?
Feromoner som katten afsætter med ansigtet kan også skyldes tryghedsafmærkninger, fordi katten afsætter dem på ting og personer, når den føler sig tryg på et kendt område.

Alle katteejere har set katte gnide mundvige og siden af hovedet mod genstande, og alle har oplevet, at katten kærligt gnider sig mod deres ansigt, hænder, arme og ben.

Når en kat anbringes på et nyt sted, bliver den nervøs og stresset, bl.a. fordi der ikke er nogen tryghedsafmærkninger med ansigtsferomoner.

Forebyggelse af urinafmærkning.
Nu kan dyrlægen hjælpe dig med at forebygge, at din kat strinter i stressede situationer, så du undgår de problemer, der er forbundet med urinafmærkning.

Der er et produkt, som hedder Feliway, som giver katten en følelse af tryghed, fordi Feliway har samme beroligende egenskab som kattens naturlige ansigtsferomoner.

Feliway er let at bruge overalt indendøre, hvor katten evt. vil afmærke med urinstrint.

Hvis problemet fortsat er til stede, vil en kastration i reglen kunne løse problemet (se kastration).

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten