Urenlighed hos katte – et adfærdsproblem, Dyrlægevagten
Katte generelt

Urenlighed hos katte – et adfærdsproblem

Katte er normalt renlige dyr

Det er almindelig kendt, at katte er meget renlige dyr. Ingen andre husdyr graver først et hul og dækker det derefter pænt til, når de skal af med urin og afføring.

Der findes mange teorier om, hvordan og hvorfor kattene har udviklet denne enestående adfærd. Måske er det et forsøg på at skjule sin tilstedeværelse overfor byttedyrene i jagtterritoriet.

Måske er det for at hindre en spredning af indvoldsorm. Indvoldsorm er spoleorm, hvis æg kan findes i et stort tal i afføringen, og som smitter ved at killingerne slikker æggene i sig. Bændelorm kan fra katteafføring overføres til mus, biller m.fl. og kommer tilbage til katten, når den fortærer et inficeret byttedyr. Ved at dække afføringen til, er katten således medvirkende til en begrænsning af smitten.

Urinmarkering/urenlighed
Katte, der ikke har fri adgang til naturen, kan normalt meget let lære at bruge en kattebakke indendørs. Imidlertid er det ikke så sjældent, at der opstår urenlighed hos nogle katte. D.v.s. de urinerer og defækerer andre steder end udendørs eller i kattebakken. Dette problem har ikke noget at gøre med urinmarkering, som foretages på lodrette flader i 10 – 20 cm’s højde over gulvet.

Kan være sygdom?
Sygdomsproblemer, som blærebetændelse og diarré, kan være grund til urenligheden – katten kan simpelt hen ikke nå hen til bakken, før det går galt, men oftest er det et psykisk problem, hvor katten af en eller anden grund har fået aversion mod at gå på bakken.

Hvordan undgås problemer?
For at undgå, at problemet opstår, er det nødvendigt altid at holde kattebakken ren. Kattegruset må ikke støve for meget, og det skal helst kunne opsuge urinen.

Hvis problemet er opstået, må man sørge for meget ofte at gøre bakken ren, skifte gruset og lade katten opholde sig i et mindre rum sammen med bakken. Evt. skal man i en periode have flere bakker. Når katten er begyndt kun at bruge  den ene af bakkerne, kan man udvide kattens adgang til større dele af huset. I denne fase er det en god idé at overvåge katten.

Endvidere kan man hos dyrlægen købe et produkt, som nedsætter urenlighed.

Se iøvrigt Feliway

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten