Feriekatten, Dyrlægevagten
Katte generelt

Feriekatten

Feriekatten, DyrlægevagtenNår sommerferien går på hæld, og efteråret begynder, kan det blive en svær tid for kattene. For ganske få måneder siden var campingpladser og sommerhusområder fyldt med mennesker. Nu bliver der slukket og lukket, og alle feriegæsterne rejser hjem.

Men ind imellem har de glemt noget. Hvad skal der ske med den kat, de har fodret og hygget sig med i hele sommerperioden?

Nogle mennesker bliver måske boende i sommerhuset i nogle af ugens dage og kan fodre den tilløbne kat. Andre lukker sommerhuset ned, fraflytter og vender først tilbage om foråret.

Det er disse personer, som bør tage stilling til, hvad de skal gøre med den kat, som de har hygget sig med hele ferien, og som de nu forlader. 

En kat, der har været fodret hele sommeren, er vant til at få den daglige kost. Hvis pludselig den daglige kost udebliver, er katten mere eller mindre overladt til sig selv, hvorfor den ikke ved, hvor maden skal komme fra. Derfor vil den begynde at magre af.

En radmager kat vandrer søgende rundt, der er ikke meget mad at finde om vinteren, og derfor er der mange af disse “sommerhuskatte”, der ikke overlever vinteren.

Hvad kan jeg gøre?
Man bør allerede, når man flytter ud i sommerlandet i det tidlige forår gøre sig klart, hvad man vil med den kat, som man “adopterer”.

Allerede når katten indfinder sig i det tidlige forår, synes man at medvirke til en god dyreværnssag. Men problemet opstår, når man om efteråret forlader sommerhuset, fordi katten da bliver overladt til sig selv.

Hvis man ikke kan overskue at fodre sommerhuskatten om vinteren, er det en bedre løsning at tage kontakt med den nærmeste dyrlæge. Dyrlægen vil i mange situationer kunne udlåne en kattefælde, ligesom flere af kommunernes tekniske forvaltninger eller dyreværnsorganisationer kan være behjælpelige med at indfange katten og bringe den til dyrlæge for at få den aflivet.

Dette kan lyde ret voldsomt, men det er trods alt en bedre løsning, end katten går en pinefuld sultedød i møde om vinteren.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten