Ved udrugning forstår man den tid, der medgår fra ægget er blevet lagt til det øjeblik, hvor ungen gennembryder skallen. Nogle fugle har en lang udrugningstid, medens andre har en kort.
Almindeligvis plejer det at være sådan, at store æg gennemgående kræver noget længere udrugningstid, hvorimod mindre æg kræver kortere.
De fleste mindre fuglearter har en udrugningstid på 25 – 35 dage. Selve udrugningstiden afsluttes med, at fugleungen gennembryder æggeskallen. På næbspidsen af ungen findes en hård horndannelse. Denne er som regel hvid og betegnes “ægtand”. Denne ægtand spiller en rolle, når ungen skal trykke hul på skallen, idet det først og fremmest er den, der puffer hul på æggeskallen.
Æggeskallen har under udviklingen af ungen mistet en del af sit kalkindhold, fordi dette kalkindhold er blevet anvendt til opbygning af fosterets skelet. Så snart ungen har fået hul på skallen, bliver dens åndedræt hurtigere, men der går som regel 24 timer, inden ungen er kommet så vidt i dette sit første arbejde, at den har fået sprængt hele æggeskallen.
Den tilstand ungerne er i, når de forlader ægget er meget forskellig. Man deler ungerne op i to grupper
1. Redefaste unger.
2. Redeflyvende unger.
Til den første gruppe hører fortrinsvis fugle med reder i træer, og ungerne kommer her meget hjælpeløse til verden. Deres øjne er lukkede, og ofte er ungerne helt nøgne og ganske små, således at de i høj grad er afhængige af forældrene.
Gruppe to omfatter alle de fugle, som er i stand til at forlade reden umiddelbart efter, at de er kommet ud af ægget. Ret naturligt finder man denne gruppe repræsenteret blandt fugle, som har deres reder på jorden.
Alle fugleunger er på det tidspunkt, de kommer ud af ægget, forsynet med en del blommemasse i tarmen, således at ungerne i de første dage kan undvære mad. Hvor hurtigt fugleungen vokser er forskelligt fra art til art.
Et af de problemer, som følger umiddelbart efter ungernes fremkomst af æggene, er opfodringsspørgsmålet. Her har næsten hver fuglegruppe sin særlige måde at fodre ungerne på. Nogle fugleunger piller føden ud af forældrenes næb, medens andre forældre gylper føden op foran ungerne, som så selv må hugge det i sig.
Andre unger spærrer næbbene vidt op, så snart de mærker forældrene nærme sig; det synes at være en fuldstændig refleksbevægelse, som enhver let kan fremkalde ved forsigtigt at banke med en finger på redekassen.