Køb af fugl, Dyrlægevagten
Fugle Generelt

Køb af fugl

Hvis man ønsker at anskaffe fugl/fugle, gør man klogt i at købe fuglen hos en anerkendt opdrætter eller en anerkendt forretning, som handler med fugle. 

Man bør selv vurdere, om bur og redskaber er rene og velholdte, og man bør også vurdere, om man synes, fuglene får den rette pleje/pasning.

Man må give sig god tid til at udvælge den fugl, man ønsker. Det vil være en god idé at se på fuglen i nogen afstand fra buret, således at fuglen ikke føler sig skræmt.

Går der mange fugle sammen, vil det være en god idé at få fat i den fugl, man ønsker at købe, således at man kan vurdere foderstand og fjerdragt. Fuglen tages op i hånden på den måde, at fuglens ryg ligger i håndfladen. Herved kan man efterse fuglens næb, øjne, fjerdragt, bryst og klør.

Har man besluttet sig for at købe fuglen, bør den transporteres hjem i en ren papæske eller transportkasse. Transporten vil altid være ubehagelig og chokerende for en ny fugl, og derfor bør transporten foregå så lempeligt som muligt. I koldt vejr må transportkassen beskyttes bedst muligt mod temperatursvingninger, og der må ikke være træk under transporten.

Når fuglen er bragt hjem, bør den isoleres i et bur for sig selv, hvor der ikke er andre fugle. Denne isolation bør vare ca. 14 dage, fordi fuglen kunne medbringe smitsomme sygdomme, som evt. vil kunne smitte til de øvrige fugle.

Man bør tilstræbe at give fuglen det samme foder, som den er vant til at få, også selv om man ikke selv mener, det er det rigtige. Foderændringer bør foretages gradvist, og der bør gives rigeligt kogt, koldt vand at drikke. 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten