
Fjerdragten er glat og følger kroppens linier. Hvis det er en han, kan der jævnligt høres sang. Næb og fødder er velformede, rene og tørre, og øjnene er klare og levende.
Den raske fugl søger ofte til vand og foder, og den vil ret omgående benytte sig af frisk badevand. Fuglen vil normalt mange gange om dagen pudse sine fjer med næbbet. Når det bliver aften, er det ikke ualmindeligt, at fuglen indtager sin vante soveplads. Fjerene pustes lidt op, og det ene ben trækkes op under bugfjerene. Næbbet stikkes ind mellem skulderfjerene, og hovedet holdes under vingen.





