Tyrkisk Van, Dyrlægevagten
Katte Racer

Tyrkisk Van

Skribent: Solveig Christensen

 

Tyrkisk Van, DyrlægevagtenDen Tyrkiske Van kat er en meget gammel race, med dybe rødder i Armeniens historie, født ved søen Van i det gamle Armenien. Den første beskrivelse af hvide semilanghårs katte med ringe på halen er et billedskærerarbejde på et smykke, som går helt tilbage til 1600 år f. Kr., og de er senere blevet afbillede på segl og ornamenter, og da romerne omkring 75 år f. Kr. erobre-de området, adopterede de et emblem med en kat, på deres krigsbanner, det var en lys ensfar-vede kat og den havde en hale med ringe.

Den Tyrkiske Van kom til Europa (England) i 1955, med 2 engleske damer, fra søen Van. De gik i gang med at få katten anerkendt som race. Tyrkisk Van er en middelstor kat, hunkatten er en del mindre, en hankat kan veje op til 8 – 9 kg. Vanen er en kat med lang kraftig krop, med medium lange ben, et bredt hoved og brede skuldre, hunkatten er mere feminin. Vægten kom-mer i anden række, og skal stå i forhold til knoglestruktur og skelet, men de vokser i op til 5 år. Det mest påfaldende træk ved katten er dens aftegninger sædvanligvis 2 farvede pletter mellem ørene (gardiner), delt af en hvid skilning, og så den farvede buskede hale. . Der kommer i nogle kuld Vaner med mange pletter, de må helst ikke holdes ude af avl, for hvis man bliver ved med at parre de katte med de bedste aftegninger og ingen pletter, vil det ende med ingen farve i ho-ved og halve hvide haler, da katten genetisk er en rød kat med et hvid pletnings gen. Et andet træk hos Tyrkisk Van er pelsen. Den er utrolig blød og kashmir lignende, der er ingen underuld, så pelsen filtre ikke og er meget let at holde. Den har også en variabel længde, lang og kraftig om vinteren (hvis den kommer ud) og kort om sommeren. Pelsen er også vandtæt, den skyer ligefrem vandet, hoppe katten i vandet eller falder i ved et uheld, ryster den sig bare og er hurtig tør igen.

Søen Van er Tyrkiets største sø og en af verdens højst liggende søer. Pelsen må havde udvik-let sig i reaktion, til de meget kolde vintre i højderne og meget varme somre med kun lidt ly eller skygge. Kattene er nok taget til bjergenes vandløb og søen for at køle sig af. Vaner har været set fange fisk i den lavvandet del af søen, for at fylde deres tomme maver. De er meget betaget af vand og kan få megen tid til at gå ved at side og fiske ved foderhullet i et akvarium, rindende vand er også facinerene, og mange Van ejere, må om morgenen have tålmodighed, mens de-res kat plasker i det vand de skal vaskes i, brusebadet kan man også risikere at skulle dele, men skal den vaskes med sæbe, så får piben en anden lyd, det er ligesom med små børn, det er sjovt at plaske i en vandpyt, men at blive vasket er ikke nær så sjov.

Van katten betragter mere sig selv som en ledsager og ikke som et kæledyr, den tåler ikke at blive ignoreret af sine mennesker, har man været væk fra den en hel dag, forlanger den at man først tager sig af den, og så senere kan man gå i gang med andre ting. Den kan ikke lide at blive holdt tæt eller om-favnet, men elsker at ligge nær ved en, på dit skød eller kigge over din skulder, siddende på ryggen at en stol. Skønt den generelt er stille, dog ikke de fertile hankatte, der elsker at høre sig selv synge, forventer en Tyrkisk Van, at når den siger noget hører man efter og svarer. At ignorere dem er at inviterer til et skrab på armen, for at minde om at de også er betydningsfulde. De har en god hukommelse og lærer hurtig af deres fejl. Van er ikke en ele-gant kat, den kan godt forfejle et spring, eller ligger den og sove på et skab eller i en vindues-kam, drætter den tit ned og sidder bagefter og prøver på at lade som ingen ting.

Racen blev anerkendt i England i 1969 og i FIFe i 1971, men dog kun i hvid/rød og hvid/creme, men i 1997 er den også anerkendt i andre naturlige farver. Tyrkisk Van kom til Danmark i 1977, men først i 1988 startede et opdræt af racen. Da racen næsten har været udryddet i Tyrkiet har man påbegyndt et opdræts program af racen i Zoologiskehaver bl. a. i samarbejde med amerikanerne.

 

 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten