Udbredelse.
Efterhånden som kattene bliver ældre, opnår de en vis immunitet, således at de under normale omstændigheder som voksne kun " huser " få orm.
Killinger samt katte, hvis immunsystem er belastet på grund af sygdom, drægtighed, stress m.m., har ofte en større ormebyrde og giver således grund til en større ægudskillelse.
Betydning.
Smittede dyr bliver ofte utrivelige. De får svært ved at komme i kondition, pelsen bliver mat og strittende, og bugen kan blive udspilet.
Arter.
I Danmark er de mest betydende arter spolorm, hageorm og bændelorm.
Spolorm.
Forekomst: Vidt udbredt.
Størrelse: Op til 18 cm.
Føde: Tarmindhold.
Livscyklus: Smitte optages som infektive æg enten direkte fra afføring eller fra byttedyr, der fungerer som mellemværter.
Optages smitten fra mellemvært, sker den videre udvikling kun i mave-tarmkanalen. Optages smitten direkte fra afføring, klækkes ormeæggene i tarmen, hvorefter larverne vandrer via blodbanen til lever og lunger. Her hostes de op, synkes og fortsætter udviklingen til voksne orm i tarmen.
Denne udvikling foregår hos katte yngre end 3 måneder.
Hageorm.
- Forekomst: Ikke så almindelig; findes oftest i katteopdræt samt andre steder, hvor dyrene kommer i tæt kontant med andre dyrs afføring, f.eks. kattetoiletter og lign. Smitten findes overvejende hos unge dyr (1 - 3 år).
- Størrelse: 1 - 2 cm.
- Føde: Blod.
Livscyklus: Direkte (ingen mellemværter), smitte kan ske på tre måder:
- Gennem munden.
- Gennem huden.
- Via modermælken.
Bændelorm.
- Forekomst: De fleste katte bliver med mellemrum inficeret.
- Størrelse: Kan variere meget fra art til art; fra få cm op til flere meter.
- Føde: Tarmindhold.
- Livscyklus: Alle bændelorm spredes via mellemværter. Disse kan være forskellige smådyr, såsom mus, rotter og fugle. Hos den hyppigst forekommende bændelorm er mellemværten hunde- og kattelopper, hvorfor man i tilfælde af loppesmitte skal være opmærksom på, at katten samtidig kan være smittet med bændelorm, og i så tilfælde, bør behandles herfor.
Bekæmpelse.
Infektion med spolorm, hageorm og bændelorm bør behandles.
Den medicin man anvender i Danmark er receptpligtig, hvorfor det er nødvendigt at kontakte dyrlæge.