I 1923 opdagede man i Canada en sygdom hos kreaturer, som blev kaldt “sweet clover disease”. Årsagen til denne sygdom var fodring med skimlet stenkløver, som indeholder et stof, som hedder kumarin. Dette stof giver forøget blødnings tendens, fordi blodets koagulations evne nedsættes.
Det er denne opdagelse, som danner baggrund for udvikling af dikumorol, som er rottegift.
Det mest almindelige giftmiddel til at bekæmpe rotter med er en kemisk forbindelse, som hedder bromadiolon. Det lægges ud i plastposer med et kornlignende, ofte rødligt udseende eller som støbte blokke.
Når hunden æder giftstoffet, som de fleste hunde desværre godt kan lide, optages det hurtigt i organismen og efter et kort stykke tid er giften optaget i blodbanen.
Bromadiolon virker ved at forhindre blodet i at koagulere. Dette forklarer, at der kan gå nogen tid, før hunden viser symptomer på rotteforgiftning.
De akutte tegn på forgiftning med rottegift kan være pludselig opstået halthed, ømme led, blodig diarré, tiltagende svaghed, vejrtrækningsbesvær samt blege slimhinder. Senere optræder blødninger fra organer i bryst og bughule og døden indtræder.
HVAD KAN JEG GØRE?
Hvis hunden har indtaget rottegift eller man har mistanke om det, skal man straks søge dyrlæge. Ofte vil man kunne se en rødlig farve på hundens snude og læber umiddelbart efter indtagelsen. Åbner man munden på hunden, vil man også her kunne se et rødligt udseende på hundens kindslimhinde, tænder og tunge.
Det er vigtigt, at hunden får et brækmiddel, så hurtigt som muligt efter den har indtaget rottegiften. Dernæst behandles hunden med K-vitamin, og K-vitamin behandlingen bør fortsætte i to – tre uger. Hvis hunden har indtaget giften og viser tegn på blødninger kan en eller flere blodtransfusioner i nogle tilfælde helbrede hunden.
Det er særdeles vigtigt, hvis man ved, der er udlagt gift, at sørge for, at hunden ikke kan få fat i det.
Husk! Hvis man er i tvivl, om hunden er blevet forgiftet, så hellere en behandling for meget frem for at miste hunden.