Potesår, Dyrlægevagten
Hunde førstehjalp

Potesår

Sår som følge af stik fra torne, glas, skarpe sten o.lign. ses ofte hos hunde.
Sårene kan variere i udseende og størrelse. Indtrængende fremmedlegemer i trædepuderne kan vise sig, som en pludselig opstået kraftig halthed. Fremmedlegemer kan være vanskelig at påvise, hvis de er trængt i dybden på trædepuden, fordi huden på trædepuden kan lukke sig over det indtrængende sted.
Knuste potesår kan ses efter trafikskade, hvor der er slidskade efter fasthængen. Klemning i dør og porte er årsag til hyppige læsioner, hvor der i mange tilfælde også kan konstateres knoglebrud på fodrodsknogler.
Potesår udløser som regel en irritationstilstand, hvor hunden begynder at slikke det beskadigede område. Ejeren opdager, at poten bliver fugtig som følge af, at hunden har  slikket intensivt i det beskadigede område. Kort tid efter kan der komme en sur lugt fra området, fordi fugten giver mulighed for bakterievækst, som fremkalder lugt. .

Hvad kan jeg gøre?
Hvis man umiddelbart kan se et fremmedlegeme, fjerner man det. Hvis det er grene eller andre plantefibre, skal man ungå at knække fremmedlegemet under udtrækning. Sker det, kan det bagefter være vanskeligt at finde det resterende.
Behandling med varme sæbespåner kan i mange tilfælde smidiggøre trædepuden/huden, så udtrækning af fremmedlegemet gøres lettere. Efterfølgende vil varmen som regel også lindre. Tilførsel af varme evt. nogle gange om dagen i et par dage, vil i nogle tilfælde få fremmedlegemet til at trække sig ud af sig selv. Sker det ikke må man søge dyrlæge.
Det kan være nødvendigt at bedøve hunden og foretage en operation for at finde og fjerne et fremmedlegeme. 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten