Brækket klo, Dyrlægevagten
Hunde førstehjalp

Brækket klo

En brækket klo eller negl er ikke ualmindelig hos hunde.
Hvis kloen er brækket, kan det genere hunden, fordi neglen er øm, når den berøres.
Kloen kan være brækket, så den sidder løst, kun tilhæftet ved klovolden, som er det sted, hvor kloen/neglen er fastgjort til tåen.
Den kan også være flækket i sin længde retning, hvor en del af kloen er løsnet fra klovolden, mens den øvrige del af den beskadigede klo, er fastgjort på normal måde. Endelig kan kloen være afrevet i sin helhed og tåknoglen være blottet.
Ved enhver klobeskadigelse, kan der være risiko for infektion til tåknoglen.
Hvis en infektion får lov til at gribe over på tåknoglens benhinde, kan man undertiden blive nødt til at foretage en amputation af tåen, fordi kendte antibiotika ikke kan helbrede infektionen i tåknoglen.

HVAD KAN JEG GØRE?
Som regel kræver denne lidelse ikke øjeblikkelig hjælp. Hvis kloen sidder helt løst, kan man i mange tilfælde fjerne den løse klo ved et let ryk. Herefter kan man bade såret med sæbevand for at rense det. Er man i besiddelse af en sårpudder eller sårsalve kan dette benyttes.
Hvis kloen ikke sidder så løst, at den ikke umiddelbart kan fjernes, må man søge dyrlæge for at få hunden beroliget eller bedøvet. Dyrlægen vil herefter kunne fjerne den resterende del af kloen.
Man kan pålægge en stødabsorberende forbinding for at modvirke smerte, når tåen berøres.
Efter et stykke tid vil kloen som regel gendannes. Hvis tåen er amputeret, vil kloen naturligvis ikke gendannes.
Hvis man er i tvivl om graden af den beskadige klo, bør man søge dyrlæge.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten