Ondskabsfuldhed mod nyfødte føl, Dyrlægevagten
Heste fødsler

Ondskabsfuldhed mod nyfødte føl

Ondskabsfulde handlinger mod det nyfødte føl, kan forekomme hos hopper, som lige har folet.
Som regel begynder hoppen straks at afvise føllet, når føllet begynder at patte. Det viser sig som regel, som en “kildenhed”, hvor hoppen vrinsker eller flytter sig væk fra føllet. Adfærden kan variere fra ligegyldighed overfor føllet til en aggressiv adfærd, hvor hoppen sparker og bider ud efter føllet. Hoppen kan i nogle situationer også vise truende adfærd overfor mennesker.
Man kender ikke den præcise årsag til problemet, men en hormonel lidelse hos hoppen kan ikke udelukkes.
Den unormale adfærd kan vare fra få timer til flere døgn.

Hvad kan jeg gøre?
I de tilfælde, hvor hoppen er ondskabsfuld, må man søge hjælp hos dyrlægen. Der er mulighed for at tilføre hoppen hormon, hvis årsagen skyldes et hormonbrist. Man kan også berolige hoppen, så den ikke sparker ud eller bider efter føllet.
Man kan evt. pålægge en brems, som i nogle tilfælde kan gøre hoppen så rolig, at hoppen tillader føllet at patte. Det kan være nødvendigt at gentage denne handling nogle gange indtil hoppen bliver mere fortrolig med føllet.
Det er vigtigt at have tålmodighed, når det nyfødte føl sættes til patten. Som regel vil det på en eller anden måde lykkes, at få føllet til at patte. Når det sker, er det ikke ualmindeligt, at hoppen pludselig ændrer adfærd og reagerer ved at “overbeskytte” føllet. I den periode, som kan vare fra få timer til flere døgn, kan det være vanskeligt at nærme sig hoppen. Almindelig røgt og pleje af hoppen og det nyfødte føl, kan være vanskelig at udføre, fordi hoppen søger at bide eller sparke ud efter mennesker.
Som regel ender anstrengelserne med, at hoppen igen bliver normal. Det er ikke sikkert hoppen viser ondskabsfuldhed ved en senere foling.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten