Ægtransplantation, Dyrlægevagten
Heste fødsler

Ægtransplantation

Ægtransplantation er en ikke kirurgisk teknik, hvor man overfører æg fra en hoppe til en anden hoppe, som fungerer som “rugemor”.

Denne teknik har været kendt siden 1974, hvor det første levende fødte føl kom til verden.

Ønske om ægtransplantation kan skyldes, at man ønsker at producere flere føl fra samme hoppe, fordi hoppen har specielle gode arvelige anlæg, f.eks. god til at springe. Det kan også skyldes, at man ikke mener hoppen kan bære føl p.g.a. en kronisk sygdom f.eks. forfangenhed. Endelig kan der være hopper, som ikke kan gennemføre en drægtighed, p.g.a. kronisk sygdom i børen (livmoderen).

Fordelen ved ægtransplantation er, at man kan avle flere føl fra samme hoppe samme år (hoppen er normalt drægtig i 11 måneder) og dermed hurtigere få flere afkom.

Ægtransplantation kan gennemføres på flere måder.Det mest almindelige er at udtage modne æg fra hoppens æggestok og sætte disse æg ind i rugemoderens bør. Når det er sket insemineres rugemoderen og man håber på, der etableres en drægtighed.

En anden metode kan være at udtage de modne æg fra hoppen og opbevare disse i laboratorium. Herefter injiceres sæd i ægget, som befrugtes – dette kalder man reagensglasmetoden. Efterfølgende opbevares det befrugtede æg til man ser om der sker en begyndende celledeling. Er det tilfældet, er ægget befrugtet. Herefter  sættes det befrugtede æg ind i børen på “rugemoderen”.

Hvad kan jeg gøre?
Hvis man ønsker ægtransplantation fra sin hoppe, må man kontakte sin dyrlæge, som vil hjælpe med planlægningen og evt. hjælpe med at finde dyrlæger, som udfører ægtransplantation. Endvidere skal man også finde en eller flere rugehopper, hvilket kan være vanskeligt, før man begynder på ægtransplantation.

Metoden kan fungere hos heste, men man må ikke forvente nogen høj succes rate.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten