Nyfødt hvalp, Dyrlægevagten
Hunde fødsler

Nyfødt hvalp

Når man er klar over, at tæven er drægtig, og ved hvornår fødslen kan forventes, kan man i god tid forberede fødslen.

Det er hensigstmæssigt at bygge en passende fødekasse, som hæves over gulvet (se fødsel).

Når hvalpen fødes, har den en legemstemperatur på 35,5-36,0 grader C. Umiddelbart efter fødslen falder temperaturen til 29,5 grader C. Når hvalpen er tør, begynder temperaturen igen at stige. 

Legemstemperaturen er omkring 38 grader C, når hvalpen er 1 uge gammel. Det er derfor nødvendigt, at rumtemperaturen i den første leveuge er betydeligt højere end alm. stuetemperatur.

Man anbefaler rumtemperaturen til at være:
• 29-32 grader C. i 1. leveuge 
• 26-29 grader C. i 2. leveuge
• 23-26 grader C. i 3. leveuge
•      23 grader C. i 4. leveuge

Hvis hvalpens temperatur er for lav, vil den ligge og skrige, hvorimod den vil virke passiv og ligge stille, hvis temperaturen er for høj.

Tæven vil i reglen passe godt på hvalpene. Plejen og pasningen sker ved at slikke dem rene for urin og afføring. Ofte forlader hun kun fødekassen, når hun skal æde, og når hun skal holde sig selv ren. Der er nogle tæver, hvor man er nødt til at tvinge tæven til at forlade fødekassen.

Når tæven er væk fra hvalpene, kan man fjerne urenheder og gøre kassen ren. Det er almindeligt at bruge aviser som underlag, men andet sugende materiale kan anvendes.

Når hvalpene er et par uger gamle, begynder tæven at forlade dem i længere tid. Det er ikke ualmindeligt, at tæven overlader hvalpene til sig selv i et par timer eller tre.

Undertiden kan tævens adfærd ændres i den første tid efter fødslen. Agressivitet mod ejer og evt. andre hunde er ikke ualmindeligt.

Diegivningsperioden er ca. 6 uger. Den begynder med mælk (1-3 dage), som indeholder antistoffer. Disse antistoffer er med til at forebygge og forhindre sygdomme hos den nyfødte hvalp. Herefter øges mælkemængden i de næste 2-3 uger. Efter 5-6 uger er mælkeproduktionen på sit højeste, hvorefter den begynder at falde. Mælkemængden er afhængig af hvalpenes antal og størrelse.

Når hvalpene er tre til fire uger kan man begynde med et fodertilskud.

Tæven vil evt. indtage sit foder væk fra hvalpene. Efter 10-30 minutter kommer hun tilbage til hvalpene og kaster det delvise fordøjede foder op. Hvalpene får  på denne måde tilbudt andet foder end mælk. Hvis hvalpene ikke æder op, vil tæven i reglen æde resten. Som yderligere supplement kan man tilbyde hvalpene surmælksprodukter, lidt fint hakket kød, hårdkogt æg o.a..

Når tæven ikke dier længere øges fodermængden til hvalpene. Fodringen bør foregå 4-5 gange i døgnet indtil hvalpene er 12 uger. Fra 3-6 måneder fodrer man 3 gange i døgnet. Når hvalpen er 6 måneder kan man fodre 1-2 gange i døgnet.
Skulle tæven ikke have tilstrækkelig med mælk, findes der mælkeerstatninger, som kan købes hos dyrlæge eller apotek.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten