Falsk drægtighed, Dyrlægevagten
Hunde fødsler

Falsk drægtighed

Falsk drægtighed har flere betegnelser, som pseudograviditet, nervøs gravid, indbildt drægtig og falsk drægtig.

Lidelsen kan forekomme  hos alle tævehunde, i alle aldre og hos alle racer.

I reglen opstår falsk drægtighed på det tidspunkt, hvor tæven normalt skulle få hvalpe, hvis den var blevet parret. Det vil sige 6 – 12 uger efter afsluttet løbetid. (Tæven er drægtig i ca. 63 dage.) Endvidere kan lidelsen ses, hvis tæven har født dødfødte hvalpe. Symptomerne kan også ses ved tidlig fravænning af hvalpe, som kan være nødvendig, hvis tæven er blevet alvorlig syg. Sterilisation og abort i slutningen af drægtigheden, kan også medføre at tæven bliver nervøs gravid.

Når tæven er falsk drægtig, kan der ses nedsat ædelyst, tilbøjelighed til redebygning, (graver i sofaen), nervøsitet, sløvhed, uro, og som regel tilbøjelighed til forstørrede mælkekirtler, hvor man ofte ved at klemme på pattevorterne, kan konstatere mælkeløb. Tæven har også lyst til at behandle ting (f.eks. sutsko), som om det var en hvalp.

I reglen ophører disse symptomer i løbet af en til to uger, hvorfor det i langt de fleste tilfælde ikke er nødvendigt at få hjælp til behandling af lidelsen.

Hvis tæven har tilbøjelighed til at være urolig, graver, slikker på ting og piber om natten, er der en mulighed for medicinsk behandling. Præparatet som man anvender hedder GALASTOP og er på recept. Det vil derfor være nødvendigt at konsultere dyrlæge for at få den rigtige diagnose og behandling.

Har man overvejet at sterilisere hunden, vil det også kunne afhjælpe problemet. (se sterilisation)   

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten