Heste fødsler

Hoppe med sit nyfødte følFor mange hesteejere er det med spænding, man imødeser det tidspunkt, hvor hoppen skal fole (føde). I den sidste tid af hoppens drægtighed overvåges den af ejeren, fordi man ønsker at være til stede, når hoppen foler. Dels vil man gerne opleve fødslen, og dels vil man gerne hjælpe, således at det nyfødte føl får den bedst tænkelige start.

Hoppen er drægtig i 10½ – 11½ mdr. Det kan derfor undertiden være vanskeligt at se, hvornår hoppen vil fole. Der er imidlertid nogle symptomer, som kan vise, at hoppen vil fole i løbet af den nærmeste tid. Yverspænding og voks på pattespidserne kan opstå op til 3 uger før foling. Lødning (kønsåbningen bliver større og slap) af hoppens kønsåbning og mælkeløb er tegn på, at hoppen foler i løbet af 1 – 2 døgn. Imidlertid ser man hopper, der pludselig foler uden at have vist ovennævnte fødselstegn.

Folingen
Hoppen er i reglen upåvirket, og den æder normalt. Når folingen indtræder, afgår der fostervand – herunder lægger hoppen sig og selve uddrivningen begynder. De fleste normale folinger varer 15 – 30 min.

Folingsinduktion
Det er muligt at få udført folingsinduktion, hvilket betyder at folingen sættes i gang med medicin. Folingen vil som regel begynde ½ – 1 time efter medicinsk behandling. Fordelen ved folingsinduktion kan være, at dyrlæge og ejer er til stede, når fødslen begynder. Skulle der være komplikationer, er dyrlægen til stede og kan hjælpe med det samme.