Hvem kan gå i sammen bur, Dyrlægevagten
Gnavere Kaniner

Hvem kan gå i sammen bur

I naturen lever kaniner i kolonier. De stærkeste hunner graver sig dybest i jordhuler og lader de mindre stærke være yderst mod jordoverfladen. Det betyder de svageste er mest udsatte fra angreb af rovdyr.

Hannerne kæmper om hunnerne. Disse kampe kan være så voldsomme, at den stærkeste kastrerer eller dræber modparten.

Når man skal sætte tamme kaniner sammen, skal man huske, de har samme instinkt som deres vilde artsfæller.

Hanner:
Derfor kan man ikke umiddelbart sætte to hanner sammen. De vil indlede en voldsom kamp, hvor man kan være uheldig at miste den svageste. Kaniner kan bide kraftigt og kan påføre andre kaniner dybe bidsår.  
Det bedste er derfor, at have hanner i hvert sit bur.

Hunner:
Hunner vil i mange tilfælde kunne gå sammen. De slås i reglen ikke; men i nogle tilfælde kan de begynde at afgnave pelsen på den anden. I disse tilfælde må man også placere dem i hvert sit bur.

Hun og han:
De vil i regelen have det fint sammen. Problemet kan dog være, at hannen vil forsøge at parre hunnen gentagne gange. Det kan i nogle situationer stresse hunnen, især hvis burarealet ikke er tilstrækkelig til at hunnen kan “flygte”. Man skal derfor vurdere, om hannen er for voldsom mod hunnen. Er det tilfældet må man sørge for et bur til begge.

Hun og kastreret han:
Denne kombination er den sikreste for at undgå problemer. Man skal huske, at hunnen i reglen er dominerende, hvorfor hunnen sættes sammen med hannen i hannens bur. Hannen er mere på hjemmebane og kan derfor bedre “klare” dominans fra hunnens side.
Når de først har gået sammen, vil der senere – uden problemer – være mulighed for at flytte dem begge på en gang. 
En hun og en kastrat kan leve sammen og give hinanden selskab uden problemer.        

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten