Spiserørsforstoppelse, Dyrlægevagten
Heste førstehjælp

Spiserørsforstoppelse

Spiserørsforstoppelse, DyrlægevagtenSpiserørsforstoppelse optræder i forbindelse med foderoptagelse. Årsagen kan skyldes at foderet indtages for hurtigt eller at foderet under optagelsen kvælder op (udvider sig) og sætter sig fast i spiserøret.
Når foderemnet kiler sig fast i spiserøret, f.eks. en gulerod, udviser hesten voldsomme symptomer. Der kan høres vedvarende hoste, fordi hesten forsøger at hoste det fastkilede foder op. Der vil altid kunne ses et voldsomt spytflåd fra begge næsebor, og i mange tilfælde vil det også “skumme” og løbe med spyt fra munden.

Spiserørsforstoppelse, DyrlægevagtenI nogle situationer ophæves forstoppelsen hurtigt, og hesten vil umiddelbart bagefter æde sit foder normalt igen. I andre tilfælde sidder forstoppelsen fast indkilet i spiserøret og spyttet fortsætter med at løbe fra næse og mund.

Hvad kan jeg gøre? 
Har man mistanke om, at hesten har pådraget sig en spiserørsforstoppelse, må man straks rette henvendelse til en dyrlæge. I de fleste tilfælde vil dyrlægen straks gå i gang med at smertebehandle hesten, fordi spiserørs forstoppelsen giver smerte. Samtidig vil hesten blive behandlet med en medicin, som bevirker, at muskulaturen i spiserøret bliver mere slap, således at man efter et stykke tid kan forsøge at “skubbe” forstoppelsen ned i mavesækken med en næse-svælgsonde. Kan det ikke lykkes, kan man forsøge at skylle med vand gennem sonde for at få forstoppelsen opløst. Man skal under skylningen med vand sørge for, at hestens hoved er sænket, fordi der kan være risiko for at vandet løber i “den gale hals”.

Hvis behandlingen lykkes er problemet i reglen løst, og hesten kan indtage sit foder på normal måde igen.

Lykkes det ikke at få spiserørsforstoppelsen ophævet, kan man fortsætte med at smertebehandle hesten og håbe på at forstoppelsen “glider” af sig selv.

Skulle det vise sig at forstoppelsen ikke vil opløses, kan det blive nødvendigt at aflive hesten i henhold til lov om værn for dyr (se dyreværnsloven).

Har hesten tilbøjelighed til at få spiserørsforstoppelse, kan man forebygge lidelsen ved at undgå foderemner, som kvælder op. Undgå græsbriketter, hvis man ikke i forvejen har blødt dem op med vand.

Hvis hesten har tilbøjelighed til at sluge foderet i en fart, kan man nedsætte ædehastigheden ved at lægge en eller to sten, som fylder i krybben, således at hesten skal skubbe rundt med stenene for at få fat i foderet. Det kan være en god idé at sætte kraftfoderet i støb (sætte vand til kraftfoderet før fodring), således at foderet er kvældet op og dermed kan risikoen for spiserørsforstoppelse gøres mindre.

Når hesten har en fast, indkilet spiserørsforstoppelse kan der opstå mindre sår på spiserørets indvendige slimhinde. Disse sår skal afhele, og herved vil der i mange tilfælde dannes arvæv, hvorved spiserørets diameter formindskes. Det er derfor ikke ualmindeligt, at heste, som har haft spiserørsforstoppelse, er mere tilbøjelige til at få lidelsen igen.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten